Musikken
Danaflex, som er leverandør af Cochlear apparater, stod bag et arrangement i DGI-byen i København. Det var den amerikanske musiker Richard Reed, som skulle komme og fortælle sin historie om hvordan det var, først at blive døv, hvilket var ret uhensigtsmæssigt når musikken var hans levevej og hvordan det med CI var at høre igen.
Jeg var bange for, at Richard skulle vise sig at være en levende omvandrende reklamestolpe for Danaflex, der skulle fortælle at man bliver hørende med CI. Selvom musikken aldrig har fyldt særligt meget i mit liv, så valgte jeg alligevel at tage med. Og dog. Jeg spillede fløjte som lille og ynder stadig ved juletid at finde fløjten frem til stor ærgrelse for nogen, ligesom jeg elsker at synge med på særligt højskolesange, selvom jeg ved jeg synger pivefalsk.
Musikken har aldrig fyldt på den måde, at jeg hører musik dagligt eller hører en sang igen og igen for med store anstrengelser at lære at genkende eller endnu sværere at synge med på dem. Det lykkedes vist en enkelt gang, hvor Bruce Springsteen var fremme med Born in USA at lære den så godt at jeg faktisk kunne genkende den når den blev spillet og jeg dyrkede den totalt.
Musik for mig er en grød af lyde og jeg har altid haft svært ved at skelne instrumenterne og stemmerne fra hinanden. Det er også lige før jeg ikke kunne høre forskel på børnesange og heavy, så for mig var det hip som hap hvad der blev spillet på dansegulvet, bare der blev givet godt med bas.
Jeg kunne måske få mere ud af det nu med CI´en, men til det kræver noget motivation og interesse. Modsat Richard har jeg jo aldrig hørt bedre end jeg gør nu og først nu skal jeg lære musikken at kende på en ny måde hvis jeg vil, hvor Richard tidligere har kunnet høre og rent faktisk kan genkende musikken om end det for ham må lyde anderledes.
Richard glemmer at fortælle sin egen historie eller også havde jeg bare en forventning om at høre mere om ham selv. Meget hurtigt fokuserer han på de musikstykker som han har lavet til CI-brugere. Jeg kunne da godt høre dem, og hvordan tonerne dansede op og ned, høre stemmen og følge ordene ved hjælp af teksten som blev vist på storskærmen, men det var nu ikke den store musikalske oplevelse for mig. Richard brugte også sit keyboard til at illustrere hvordan lydene lød for ham, da han havde fået CI.
Først bagefter, da der var åbent for spørgsmål, får jeg at vide at han er født hørende og har været døv i 10 år før han vælger at få CI, som han nu har haft i 5 år.
Der bliver spurgt af en forælder til et CI-barn hvad man skal gøre for at få sit barn til at synge og spille musik, og der tænker jeg straks hvad hvis barnet ikke har lyst? Hvorfor skal et hørehæmmet barn absolut kæmpe med ting, som er svære for én? Der findes masser af muligheder for det hørehæmmede barn, så hvorfor fokusere på begrænsningerne med mindre barnet selv har lyst til at tage udfordringen op? Er det et udtryk for manglende accept af barnets dårlige hørelse eller den stædige tro på at det kan høre normalt? Jeg er udmærket klar over, at særligt børn har stor glæde af CI, fordi de har fået det på et tidligt tidspunkt, men barnet vil immer noch være hørehæmmet.
Det er heller ikke alle hørende børn, der gider synge eller spille og heldigvis er CI-børns evner og lyster ligeså forskellige. At man er CI-bruger er ikke pr automatik ensbetydende med at det fuldt ud hører de 30 db over hele linien, som det siges teknikken formår at yde, men det afhænger i lige så høj grad af hvem det er du har med at gøre.
Richard kom vist med et svar om at det kræver en masse ommere og træning!
Jeg er faktisk lidt glad og lettet, da Richard svarer på et spørgsmål om hvor meget han får ud af at se en film i biografen. Svaret var at han på grund af baggrundsmusik og støj kun får ca 8 % med af dialogen. Mens jeg skriver dette bliver jeg pludselig i tvivl om der blev sagt 80% og så er det jo en helt klart en anden historie, men jeg vælger at stole på skrivetolken.
Vi får alle noget forskelligt ud af CI, men det vigtigste er hvad man selv(og ikke omgivelserne) får ud af det og hvis det er godt er det godt. Man kan meget med en CI og jeg er selv glad og tilfreds, for jeg har aldrig hørt bedre, men vi kommer ikke udenom at der er visse begrænsninger. En CI kan justeres efterhånden, så lydene bliver bedre og bedre, men det vil aldrig normaliseres, som man kan det med briller, hvor man med den rette styrke ser fuldstændigt normalt. Som skrevet ovenfor er Richard selv inde på eet af de største problematikker, nemlig baggrundsstøjen.
Jeg har en temmelig fastgroet identitet som hørehæmmet nu på det 36. år, som f.eks. gør at jeg ikke med eet skipper mundaflæsningen som en naturlig fremgangsmåde ved kommunikation. Jeg opdager da også at jeg mange gange i stille omgivelser rent faktisk hører hvad der bliver sagt uden mundaflæsning, men det er stadig en utrolig uvant situation for mig. Telefonsamtaler er heller ikke en del af min identitet, selvom jeg ved, at det måske kunne trænes op med CI. Denne evne kommer måske lige så langsomt, men måske ikke, for der findes jo andre gode alternativer, som sms og e-mail. For én der derimod har været hørende er det selvfølgelig anderledes, måske nærmest utænkeligt ikke at kunne komme til at snakke i telefon igen. Jeg er ihvertfald ikke spor i tvivl om at sådanne psykologiske og menneskelige faktorer også spiller en utrolig stor rolle i forbindelse med udbyttet af sin CI.
Sum summarum: At Richard som har været hørende det meste af hans liv kun får 8% ud af dialogen i en film med CI og at han er god til det med musik, hvilket ikke udelukkende skyldes hans hørelse med CI, men i lige så høj hans store passion for musikken får ikke mig til at se ham som en levende omvandrende reklamesøjle for Danaflex som frygtet, men som en heltnedepåjordenfyr. Hvis det er sådanne historier Danaflex kalder for solstrålehistorier giver det mig et anderledes og rigtig godt indtryk af firmaet, for mit største ønske er, at man går fra tendensen til udelukkende at se på CI´en og dens tekniske formåen, men ser på det enkelte menneske!
2.12.07
15.9.07
Test nr. 3
Jeg fik forresten også taget en test sidst jeg var til lydjustering for tredie gang. Resultaterne viser heldigvis at jeg bliver lidt bedre til at skelne for hver gang. Dog skal man huske at det ikke fortæller hvordan jeg klarer mig i dårlig akustik og i støjende omgivelser.
18.10.2006 Audiovisuel 21 af 25 rigtige Auditiv 6 af 25 rigtige
08.02.2007 Audiovisuel 23 af 25 rigtige Auditiv 18 af 25 rigtige
27.08.2007 Audiovisuel 25 af 25 rigtige Auditiv 21 af 25 rigtige
Der bliver stillet 25 spørgsmål og af mit svar kan Jesper tekniker så afgøre om jeg har hørt rigtigt. Testene er taget med både høreapparat og CI. Audiovisuel er med mundaflæsning og auditiv uden mundaflæsning.
Jeg fik forresten også taget en test sidst jeg var til lydjustering for tredie gang. Resultaterne viser heldigvis at jeg bliver lidt bedre til at skelne for hver gang. Dog skal man huske at det ikke fortæller hvordan jeg klarer mig i dårlig akustik og i støjende omgivelser.
18.10.2006 Audiovisuel 21 af 25 rigtige Auditiv 6 af 25 rigtige
08.02.2007 Audiovisuel 23 af 25 rigtige Auditiv 18 af 25 rigtige
27.08.2007 Audiovisuel 25 af 25 rigtige Auditiv 21 af 25 rigtige
Der bliver stillet 25 spørgsmål og af mit svar kan Jesper tekniker så afgøre om jeg har hørt rigtigt. Testene er taget med både høreapparat og CI. Audiovisuel er med mundaflæsning og auditiv uden mundaflæsning.
30.8.07
Prinsessebrækning
Forleden da jeg var på Gentofte mødtes jeg med Jørgen overlæge før jeg skulle til ludjustering. Jørgen er ham der indstiller folk til CI-operationen og bestemmer hvem der må blive opereret eller er i hvert fald én af dem derude, der sidder på bevillingerne og pengekassen.
Der var 3 ting jeg godt ville snakke med ham om blot for at være på den sikre side.
Den første gik forøget lydfølsomhed på høreapparatøret, hvilket betød at jeg måtte skrue ned for høreapparatet over en længere periode, fordi det gjorde ondt når det var stillet på normal styrke. Han vidste ikke hvad det kunne være, men kom alligevel med en teori om, at jeg med min unormale øresnegle på grund af Pendred Syndrom også havde en forøget risiko for lydfølsomhed.
Det udelukkede mine måske lidt utopiske teorier om, at det havde noget med samspillet med CI´øret at gøre.
Det andet var, at jeg har et ultrafølsomt område bag øret mellem implantatet og snittet bag øret. Når jeg bare rører ved det med min finger kan jeg mærke det rører på sig inde i øret, ligesom jeg også får en snert af let svimmelhed eller utilpashed. Det samme sker når jeg ligger på CI´siden og vender hovedet.
Heller ikke det kunne han komme med en god forklaring på, men mente måske der kunne være tale om et fænomen kaldet prinsesse…. Resten hørte jeg så ikke og godt nok agerede jeg prinsesse på scenen i foråret, men har jeg ikke lagt det fra mig endnu? Jeg tog det i mig og spurgte selvfølgelig hvad han snakkede om. Prinsessebrækning var det han sagde. A hva for noed? Jo ser du, sagde han, der er få mennesker som har det man kalder prinsessebrækning. Det er ligesom prinsessen på ærten, der er utrolig følsom og lige sådan er der mennesker, som får kvalme eller ligefrem brækker sig, når der bliver undersøgt og rørt ved i øregangen.
Jeg mindes pludselig dengang jeg var til kontrol på Sønderborg sygehus som barn sammen med min far. Lægen brugte et iskoldt instrument, der lignede en saks og rodede med det i øret og med et var jeg besvimet. Nu var det jo godt nok ikke i øret det her, men bag ved øret og han vidste heller ikke med sikkerhed om det kunne være det, ligesom han også mindede mig om, at jeg jo var blevet skåret op og at det tager tid for de fine nervefibre at vokse helt sammen igen.
Jeg havde allerede gjort mig forskellige forestillinger om, at det var fordi jeg berørte ledningen under huden og dette grunden til at jeg kunne mærke det inde i øret og at det igen påvirkede balanceorganet, men han afdramatiserede det ved at sige, at det ikke kunne være tilfældet.
Det sidste og den tredje ting var, at jeg syns implantatet er meget fremtrædende, ikke at man kan se det, men mærke det kan man. Jørgen mærkede efter og begyndte at fortælle om at man ved at åbne ind til et fremmedlegeme for blot at bore et dybere hul ville give forøget risiko for infektioner. Det var nu heller ikke lige det jeg havde ønsket mig, men blot vished om at alt er som det skal være, selvom mit implantat skulle være den der buler mest ud af alle.
De usikre svar vidner om menneskekroppe der er forunderlige og at CI stadig er et forholdsvist nyt område. Endnu kender men ikke de mange små følgevirkninger til bunds, da noget også tyder på at vi reagerer meget forskelligt. Jørgen påstod i hvert fald at jeg var den eneste han kendte til, som havde det sådan.
Altså prinsessebrækning?
Forleden da jeg var på Gentofte mødtes jeg med Jørgen overlæge før jeg skulle til ludjustering. Jørgen er ham der indstiller folk til CI-operationen og bestemmer hvem der må blive opereret eller er i hvert fald én af dem derude, der sidder på bevillingerne og pengekassen.
Der var 3 ting jeg godt ville snakke med ham om blot for at være på den sikre side.
Den første gik forøget lydfølsomhed på høreapparatøret, hvilket betød at jeg måtte skrue ned for høreapparatet over en længere periode, fordi det gjorde ondt når det var stillet på normal styrke. Han vidste ikke hvad det kunne være, men kom alligevel med en teori om, at jeg med min unormale øresnegle på grund af Pendred Syndrom også havde en forøget risiko for lydfølsomhed.
Det udelukkede mine måske lidt utopiske teorier om, at det havde noget med samspillet med CI´øret at gøre.
Det andet var, at jeg har et ultrafølsomt område bag øret mellem implantatet og snittet bag øret. Når jeg bare rører ved det med min finger kan jeg mærke det rører på sig inde i øret, ligesom jeg også får en snert af let svimmelhed eller utilpashed. Det samme sker når jeg ligger på CI´siden og vender hovedet.
Heller ikke det kunne han komme med en god forklaring på, men mente måske der kunne være tale om et fænomen kaldet prinsesse…. Resten hørte jeg så ikke og godt nok agerede jeg prinsesse på scenen i foråret, men har jeg ikke lagt det fra mig endnu? Jeg tog det i mig og spurgte selvfølgelig hvad han snakkede om. Prinsessebrækning var det han sagde. A hva for noed? Jo ser du, sagde han, der er få mennesker som har det man kalder prinsessebrækning. Det er ligesom prinsessen på ærten, der er utrolig følsom og lige sådan er der mennesker, som får kvalme eller ligefrem brækker sig, når der bliver undersøgt og rørt ved i øregangen.
Jeg mindes pludselig dengang jeg var til kontrol på Sønderborg sygehus som barn sammen med min far. Lægen brugte et iskoldt instrument, der lignede en saks og rodede med det i øret og med et var jeg besvimet. Nu var det jo godt nok ikke i øret det her, men bag ved øret og han vidste heller ikke med sikkerhed om det kunne være det, ligesom han også mindede mig om, at jeg jo var blevet skåret op og at det tager tid for de fine nervefibre at vokse helt sammen igen.
Jeg havde allerede gjort mig forskellige forestillinger om, at det var fordi jeg berørte ledningen under huden og dette grunden til at jeg kunne mærke det inde i øret og at det igen påvirkede balanceorganet, men han afdramatiserede det ved at sige, at det ikke kunne være tilfældet.
Det sidste og den tredje ting var, at jeg syns implantatet er meget fremtrædende, ikke at man kan se det, men mærke det kan man. Jørgen mærkede efter og begyndte at fortælle om at man ved at åbne ind til et fremmedlegeme for blot at bore et dybere hul ville give forøget risiko for infektioner. Det var nu heller ikke lige det jeg havde ønsket mig, men blot vished om at alt er som det skal være, selvom mit implantat skulle være den der buler mest ud af alle.
De usikre svar vidner om menneskekroppe der er forunderlige og at CI stadig er et forholdsvist nyt område. Endnu kender men ikke de mange små følgevirkninger til bunds, da noget også tyder på at vi reagerer meget forskelligt. Jørgen påstod i hvert fald at jeg var den eneste han kendte til, som havde det sådan.
Altså prinsessebrækning?
28.8.07
Kun for katteelskere
Min elskede kat Nicolai i Uganda er død. Han døde d. 2. oktober 2006, men det var først i går jeg fik beskeden. Jeg havde ikke snakket med Nicolais adoptivmor meget længe, men mødte hende så på skype i går, hvor hun fortalte at hun havde en dårlig, men gammel nyhed og jeg vidste med det samme at det drejede sig om vores 2 katte, Nicolai og Maja.
Rigtig nok var det beskeden om at Nicolai var død, men Maja derimod har det godt. Nicolai havde været syg mange gange og var blevet tyndere og tyndere. Dyrlægen mente den havde fået kræft og anbefalede en aflivning. Det var den sværeste beslutning Nicolais adoptivmor har skulle tage længe og det tror jeg gerne.
Nicolai havde en stærk personlighed og han var en utrolig dejlig kat, hvilket sidste linje af nedenstående også vidner om. Det er en beretning om da Felix døde og Nicolai kom ind i billedet og siden blev hos mig lige indtil jeg med store hjertekvaler i forbindelse med min hjemrejse måtte aflevere ham hos hans nye adoptivmor, selvom jeg vidste han sammen med Maja også ville få det godt hos hende. Det var en barsk omgang især for Nicolai.
Nicolai var en vild kat(eller osse var han blevet efterladt) og var blind på det ene øje - han fandt vej til mit hus på grund af Felix, som var den første kat jeg havde i Uganda og også han var fantastisk. De jagtede hinanden ude i haven og det var tydeligt at de var glade for hinanden. Nicolai kom også ind i huset og nappede af Felix mad, helst sammen med Felix og når jeg kom i nærheden var han væk i løbet af nul komma fem lige indtil Felix døde ...
Æret være Nicolais minde!
Felix er død
Skrevet maj 2003
Jeg kom hjem efter en uge ”up country”, og steg ud af bilen ved gaten til mit hus. Jeg havde glædet mig til at se Felix igen efter så lang særligt fordi jeg ved, at han hader at være alene hjemme. Som altid tog Felix imod mig. Han lå på den anden side af gaten, og rullede sig glad i jorden. Da jeg havde låst gaten op kløede jeg ham på maven og tog ham op.
Det er onsdag d. 28. maj, og det blev sidste gang.
Jeg snakkede lidt med Felix, men motoren kørte og jeg ville ind med bilen. Tænkte om han måske ville med ind i bilen og køre det sidste stykke, som han plejer at ville nogle gange, men han hoppede ned.
Det blev hans skæbne.
Jeg kører som altid forsigtigt ind. Parkerer bilen og er glad da jeg stiger ud. Glad over at være hjemme igen efter en lang tur, og glæder mig til en bid brød og pålæg jeg har købt hos den belgiske slagter på vejen. Det er snart mørkt og vi sprang frokosten over, så jeg er sulten. Glæder mig til at være sammen med Felix igen, for jeg er sikker på han vil være der for mig.
Jeg er ved at tage tingene ud af bilen, og vagten kommer ind og peger bag bilen.
Der ligger Felix. Han spjætter lidt med benene og jeg er med et ulykkelig. Febrilsk famler jeg efter mobilen, og vil finde tlf. nr. til Julie Dyrlæge. Indimellem aer jeg Felix, og med et er han død.
Jeg græder og kalder på ham, som ville det få ham tilbage.
Men sådan skulle det ikke være.
Jeg kørte ham ned.
Vagten spørger, om han skal smide ham ud. Jeg siger nej, lad ham ligge. Jeg sætter mig ned på jorden, og ringer til nabo Susanne, som lover at kigge forbi. Kan slet ikke holde op med at græde. Jeg går ind i huset og finder en papkasse. Går ud til Felix igen og aer ham. Så dejlig, blød og smuk er han. Vagten står og snakker med 2 mænd ude ved vejen. De kommer ind, står og kigger. Jeg tager fat i felix, som er slap og tung. Jeg giver slip igen og beder den ene mand hjælpe mig. Sammen putter vi ham forsigtigt ned i kassen. Han ligger godt. Hovedet er gemt af forbenene, som ligger han og sover.
Manden der hjalp mig spørger om han skal tage kassen med ham. Jeg siger nej, lad ham nu bare blive. Jeg går ind i huset, chokeret over det der skete vader jeg rundt i huset. Jeg kigger efter noget, som om jeg forventede at Felix ville dukke op igen. Jeg smider kattemaden i skålene ud og fjerner kattebakken på toilettet. Jeg kigger ind i spisekammeret for at konstatere, at der er masser af kattemad. Har mest lyst til at smide det hele ud, men lader det ligge.
Jeg er ikke sulten, men sidder i sofaen og græder. Snart ligger jeg i sengen med ansigtet begravet i puden. Alt her minder om ham. Poterne på de hvide vægge. De sorte hår hist og pist. Det halvbeskidte sengetøj. Snart er jeg ude ved kassen igen. Tør ikke kigge ned til ham, men tager ham hen til min skraldespand udenfor, som er af metal og med et tungt og solidt låg. Putter ham herned for at undgå, at andre dyr kommer til.
Jeg opdager pludselig, hvor knyttede Felix og jeg var, og savner ham helt vildt. Jeg havde aldrig forestillet mig, at han skulle forlade mig før jeg ville forlade ham. Jeg havde allerede flere gange tænkt på, hvad jeg skulle gøre, når jeg tager hjem. Håbede kun at han kunne få lov at blive i ”Little Denmark”, og det viste sig alt for hurtigt at blive tilfældet.
Her er tomt, og huset er vokset i størrelse igen. For første gang synes jeg her er lidt uhyggeligt. Jeg ser hele tiden Felix for mig. Den første aften synes jeg at høre Felix mjave. Men der var ingen. Da jeg lå under moskitonettet synes jeg jeg så ham gå forbi. Jeg løftede i nettet for at være helt sikker, men der var ingen.
Alt er blevet så anderledes.
Næste morgen vinkede jeg David Gartner over. Jeg kunne se på ham, at han vidste det. Enten havde vagten eller Nabo Susanne fortalt ham det. Men han prøvede alligevel at se glad ud, og spurgte om jeg havde haft en god tur. Jeg græd, og sagde at jeg savnede Felix. David sagde ikke mere. Jeg tog ham i armen og sammen gik vi om i baghaven. Jeg fik fremstammet at jeg gerne vil have at Felix skal blive her hos mig. Han nikkede. Vi fandt hurtigt et sted til Felix.
Jeg gik inde i huset og kiggede til David udenfor, som gravede et hul. Gik ud til ham, da jeg kunne se han var ved at være færdig. Sammen gik vi hen til skraldespanden. Jeg turde ikke tage kassen, så jeg løftede låget. David tog uden en tøven kassen op og kiggede ned til Felix. Han var alvorlig og rystede på hovedet, som sagde han til Felix: Hvorfor.
Nu ville jeg også lige se ham en sidste gang.
Han lå stadig godt.
David putter omhyggeligt kassen ned i graven og lægger en stabil træplade over. Det er måske for at undgå, at der kommer dyr og graver ham op igen. Men dejligt er det også at vide, at han ikke bliver kvalt i jord, selvom han nu er død. David rejser sig op og står stille en rum tid. Vi står begge og kigger ned i graven. David bad sikkert stille for sig selv. Så tager han fat på skovlen igen og fylder jord på. Jeg står og kigger. Han planter med det samme et smukt træ ovenpå. Jeg siger den har nogle smukke blomster, for at bryde tavsheden og for på den måde at sige tak. Går hurtigt ind i huset igen, og gør klar til at komme herfra. Inden jeg kører kigger jeg op til graven, hvor jeg nu ser at David har plukket og lagt nogle hawai blomster på jorden.
Der er ingen tvivl om, at David også savner Felix. Ligesom Felix´ legekammerat Nicolai, som sædvanligt kiggede ind om aftenen, og gik rundt i huset og snuste, som ledte han efter Felix. Nicolai fik mig til at græde igen, men så tror jeg han forstod, og plantede sig i skødet på mig.
Siden har Nicolai været hos mig.
Min elskede kat Nicolai i Uganda er død. Han døde d. 2. oktober 2006, men det var først i går jeg fik beskeden. Jeg havde ikke snakket med Nicolais adoptivmor meget længe, men mødte hende så på skype i går, hvor hun fortalte at hun havde en dårlig, men gammel nyhed og jeg vidste med det samme at det drejede sig om vores 2 katte, Nicolai og Maja.
Rigtig nok var det beskeden om at Nicolai var død, men Maja derimod har det godt. Nicolai havde været syg mange gange og var blevet tyndere og tyndere. Dyrlægen mente den havde fået kræft og anbefalede en aflivning. Det var den sværeste beslutning Nicolais adoptivmor har skulle tage længe og det tror jeg gerne.
Nicolai havde en stærk personlighed og han var en utrolig dejlig kat, hvilket sidste linje af nedenstående også vidner om. Det er en beretning om da Felix døde og Nicolai kom ind i billedet og siden blev hos mig lige indtil jeg med store hjertekvaler i forbindelse med min hjemrejse måtte aflevere ham hos hans nye adoptivmor, selvom jeg vidste han sammen med Maja også ville få det godt hos hende. Det var en barsk omgang især for Nicolai.
Nicolai var en vild kat(eller osse var han blevet efterladt) og var blind på det ene øje - han fandt vej til mit hus på grund af Felix, som var den første kat jeg havde i Uganda og også han var fantastisk. De jagtede hinanden ude i haven og det var tydeligt at de var glade for hinanden. Nicolai kom også ind i huset og nappede af Felix mad, helst sammen med Felix og når jeg kom i nærheden var han væk i løbet af nul komma fem lige indtil Felix døde ...
Æret være Nicolais minde!
Felix er død
Skrevet maj 2003
Jeg kom hjem efter en uge ”up country”, og steg ud af bilen ved gaten til mit hus. Jeg havde glædet mig til at se Felix igen efter så lang særligt fordi jeg ved, at han hader at være alene hjemme. Som altid tog Felix imod mig. Han lå på den anden side af gaten, og rullede sig glad i jorden. Da jeg havde låst gaten op kløede jeg ham på maven og tog ham op.
Det er onsdag d. 28. maj, og det blev sidste gang.
Jeg snakkede lidt med Felix, men motoren kørte og jeg ville ind med bilen. Tænkte om han måske ville med ind i bilen og køre det sidste stykke, som han plejer at ville nogle gange, men han hoppede ned.
Det blev hans skæbne.
Jeg kører som altid forsigtigt ind. Parkerer bilen og er glad da jeg stiger ud. Glad over at være hjemme igen efter en lang tur, og glæder mig til en bid brød og pålæg jeg har købt hos den belgiske slagter på vejen. Det er snart mørkt og vi sprang frokosten over, så jeg er sulten. Glæder mig til at være sammen med Felix igen, for jeg er sikker på han vil være der for mig.
Jeg er ved at tage tingene ud af bilen, og vagten kommer ind og peger bag bilen.
Der ligger Felix. Han spjætter lidt med benene og jeg er med et ulykkelig. Febrilsk famler jeg efter mobilen, og vil finde tlf. nr. til Julie Dyrlæge. Indimellem aer jeg Felix, og med et er han død.
Jeg græder og kalder på ham, som ville det få ham tilbage.
Men sådan skulle det ikke være.
Jeg kørte ham ned.
Vagten spørger, om han skal smide ham ud. Jeg siger nej, lad ham ligge. Jeg sætter mig ned på jorden, og ringer til nabo Susanne, som lover at kigge forbi. Kan slet ikke holde op med at græde. Jeg går ind i huset og finder en papkasse. Går ud til Felix igen og aer ham. Så dejlig, blød og smuk er han. Vagten står og snakker med 2 mænd ude ved vejen. De kommer ind, står og kigger. Jeg tager fat i felix, som er slap og tung. Jeg giver slip igen og beder den ene mand hjælpe mig. Sammen putter vi ham forsigtigt ned i kassen. Han ligger godt. Hovedet er gemt af forbenene, som ligger han og sover.
Manden der hjalp mig spørger om han skal tage kassen med ham. Jeg siger nej, lad ham nu bare blive. Jeg går ind i huset, chokeret over det der skete vader jeg rundt i huset. Jeg kigger efter noget, som om jeg forventede at Felix ville dukke op igen. Jeg smider kattemaden i skålene ud og fjerner kattebakken på toilettet. Jeg kigger ind i spisekammeret for at konstatere, at der er masser af kattemad. Har mest lyst til at smide det hele ud, men lader det ligge.
Jeg er ikke sulten, men sidder i sofaen og græder. Snart ligger jeg i sengen med ansigtet begravet i puden. Alt her minder om ham. Poterne på de hvide vægge. De sorte hår hist og pist. Det halvbeskidte sengetøj. Snart er jeg ude ved kassen igen. Tør ikke kigge ned til ham, men tager ham hen til min skraldespand udenfor, som er af metal og med et tungt og solidt låg. Putter ham herned for at undgå, at andre dyr kommer til.
Jeg opdager pludselig, hvor knyttede Felix og jeg var, og savner ham helt vildt. Jeg havde aldrig forestillet mig, at han skulle forlade mig før jeg ville forlade ham. Jeg havde allerede flere gange tænkt på, hvad jeg skulle gøre, når jeg tager hjem. Håbede kun at han kunne få lov at blive i ”Little Denmark”, og det viste sig alt for hurtigt at blive tilfældet.
Her er tomt, og huset er vokset i størrelse igen. For første gang synes jeg her er lidt uhyggeligt. Jeg ser hele tiden Felix for mig. Den første aften synes jeg at høre Felix mjave. Men der var ingen. Da jeg lå under moskitonettet synes jeg jeg så ham gå forbi. Jeg løftede i nettet for at være helt sikker, men der var ingen.
Alt er blevet så anderledes.
Næste morgen vinkede jeg David Gartner over. Jeg kunne se på ham, at han vidste det. Enten havde vagten eller Nabo Susanne fortalt ham det. Men han prøvede alligevel at se glad ud, og spurgte om jeg havde haft en god tur. Jeg græd, og sagde at jeg savnede Felix. David sagde ikke mere. Jeg tog ham i armen og sammen gik vi om i baghaven. Jeg fik fremstammet at jeg gerne vil have at Felix skal blive her hos mig. Han nikkede. Vi fandt hurtigt et sted til Felix.
Jeg gik inde i huset og kiggede til David udenfor, som gravede et hul. Gik ud til ham, da jeg kunne se han var ved at være færdig. Sammen gik vi hen til skraldespanden. Jeg turde ikke tage kassen, så jeg løftede låget. David tog uden en tøven kassen op og kiggede ned til Felix. Han var alvorlig og rystede på hovedet, som sagde han til Felix: Hvorfor.
Nu ville jeg også lige se ham en sidste gang.
Han lå stadig godt.
David putter omhyggeligt kassen ned i graven og lægger en stabil træplade over. Det er måske for at undgå, at der kommer dyr og graver ham op igen. Men dejligt er det også at vide, at han ikke bliver kvalt i jord, selvom han nu er død. David rejser sig op og står stille en rum tid. Vi står begge og kigger ned i graven. David bad sikkert stille for sig selv. Så tager han fat på skovlen igen og fylder jord på. Jeg står og kigger. Han planter med det samme et smukt træ ovenpå. Jeg siger den har nogle smukke blomster, for at bryde tavsheden og for på den måde at sige tak. Går hurtigt ind i huset igen, og gør klar til at komme herfra. Inden jeg kører kigger jeg op til graven, hvor jeg nu ser at David har plukket og lagt nogle hawai blomster på jorden.
Der er ingen tvivl om, at David også savner Felix. Ligesom Felix´ legekammerat Nicolai, som sædvanligt kiggede ind om aftenen, og gik rundt i huset og snuste, som ledte han efter Felix. Nicolai fik mig til at græde igen, men så tror jeg han forstod, og plantede sig i skødet på mig.
Siden har Nicolai været hos mig.
27.8.07
CI´ens fødselsdagsgaver
Så har jeg passeret et års dagen for operationen og snart nærmer vi os datoen for CI´ens fødselsdag d. 20. september og den bliver sølle 1 år. Hvor er der sket meget! Den er vokset sig stor og stærk ikke i størrelse, men styrke. Jeg overvejer faktisk om jeg skal give den en gave, men hvad skal det lige være?
Jeg har været til lydjustering for 6. gang i dag og sidst jeg var derinde var i februar. Jeg synes jeg er gået hjem med en endnu bedre lyd. Lyden før jeg tog derind var såmænd også god, men lydene kunne være sådan skarpe hvorfor jeg skruede ned for sensitivitet mere end Jesper lydtekniker brød sig om. Jeg er kommet hjem med mere bas på og så har CI´en faktisk allerede fået rigeligt med gaver. Den fik en ny skuffe med plads til kun to batterier og en masse nye farvede ”dæksler” så den kan klædes på til enhver lejlighed.
Det er ikke alle CI´ere, der kan få en skuffe med plads til to batterier, det afhænger nemlig af hvor meget strøm dine programmer bruger og jeg var én af de heldige, da det kun går ud over ganske få høje lyde. To batterier holder selvfølgelig ikke så lang tid som tre og tiden vil så vise hvor ofte jeg skal skifte batterier. Plusset er at ørehængeren er mindre – skønt – for CI´en ER stor.
Mens jeg sad der og gav tegn til Jesper hvornår han skulle stoppe, når en lyd blev for høj så den var blevet ubehagelig at høre på sitrede det pludselig i mit øje. Jeg tror alle kender den følelse af en prikkende sitrende fornemmelse i huden. Men da den næste lyd kom sitrede det igen og jeg blev med det samme klar over, at det var en ansigtsnerve der blev påvirket af strømtilførslen til elektroden. Jeg havde fra andre hørt at det kunne ske, men havde ikke selv oplevet det før. Jesper virkede heller ikke overrasket, da jeg fortalte det og sagde at han ikke var bekymret så længe det kun skete ved de høje lyde.
Vi fortsatte og pludseligt mærkede jeg en sitren ved det ene næsebor og udfor læben. Selvom det er ufarligt er det altså ikke specielt behageligt og det var lige før jeg sagde nej tak til højere lyde, for bare at undgå dette... jeg sidder her foran PC´en og fremkalder følelsen bare ved tanken!
Så har jeg passeret et års dagen for operationen og snart nærmer vi os datoen for CI´ens fødselsdag d. 20. september og den bliver sølle 1 år. Hvor er der sket meget! Den er vokset sig stor og stærk ikke i størrelse, men styrke. Jeg overvejer faktisk om jeg skal give den en gave, men hvad skal det lige være?
Jeg har været til lydjustering for 6. gang i dag og sidst jeg var derinde var i februar. Jeg synes jeg er gået hjem med en endnu bedre lyd. Lyden før jeg tog derind var såmænd også god, men lydene kunne være sådan skarpe hvorfor jeg skruede ned for sensitivitet mere end Jesper lydtekniker brød sig om. Jeg er kommet hjem med mere bas på og så har CI´en faktisk allerede fået rigeligt med gaver. Den fik en ny skuffe med plads til kun to batterier og en masse nye farvede ”dæksler” så den kan klædes på til enhver lejlighed.
Det er ikke alle CI´ere, der kan få en skuffe med plads til to batterier, det afhænger nemlig af hvor meget strøm dine programmer bruger og jeg var én af de heldige, da det kun går ud over ganske få høje lyde. To batterier holder selvfølgelig ikke så lang tid som tre og tiden vil så vise hvor ofte jeg skal skifte batterier. Plusset er at ørehængeren er mindre – skønt – for CI´en ER stor.
Mens jeg sad der og gav tegn til Jesper hvornår han skulle stoppe, når en lyd blev for høj så den var blevet ubehagelig at høre på sitrede det pludselig i mit øje. Jeg tror alle kender den følelse af en prikkende sitrende fornemmelse i huden. Men da den næste lyd kom sitrede det igen og jeg blev med det samme klar over, at det var en ansigtsnerve der blev påvirket af strømtilførslen til elektroden. Jeg havde fra andre hørt at det kunne ske, men havde ikke selv oplevet det før. Jesper virkede heller ikke overrasket, da jeg fortalte det og sagde at han ikke var bekymret så længe det kun skete ved de høje lyde.
Vi fortsatte og pludseligt mærkede jeg en sitren ved det ene næsebor og udfor læben. Selvom det er ufarligt er det altså ikke specielt behageligt og det var lige før jeg sagde nej tak til højere lyde, for bare at undgå dette... jeg sidder her foran PC´en og fremkalder følelsen bare ved tanken!
28.7.07
Hos fysioterapeuten
Endnu en historie fra dengang det var forår.
Jeg skulle til fysioterapeut med min ”knækkende” nakke. Det er ikke så voldsomt, som det måske lyder. Fysioterapeuten hedder Rie og jeg har været hos hende efterhånden nogle gange både før og efter operationen.
Rie er meget bevidst om, at jeg ikke kan høre så godt, så hun sørger for jeg kikker på hende og taler så tydeligt, at det næsten er overdrevent. Hvis jeg ligger eller sidder med ryggen til plejer hun prikke på min skulder hvis hun vil sige noget. Det går simpelthen lige efter bogen!
Sidst jeg var hos Rie skulle jeg ligge på maven på en briks. Rie begyndte at tale til mig alt imens hun masserede mig, og pr. automatik var jeg på nippet til at løfte hovedet, sige ”hva” og kikke på hende som afventede jeg at få gentaget hvad hun netop havde sagt. Det lignede hende faktisk ikke at gøre det og det gik med et op for mig, at hun prøvede mig af. Faktisk forstod jeg også hvad hun sagde, så jeg blev da liggende, men der gik i forvirringen alligevel noget tid før jeg fik svaret hende og vi fortsatte troligt samtalen på denne måde.
Det var altså vildt underligt, at ligge der med hovedet sammenklemt i et hul i briksen og kikke ned på Rie´s bevægende fødder og så bare tale sammen. Der blev jeg vist indviet til en lille del af hørendes kultur.
Jeg bryder mig slet slet ikke om, at man ikke kikker på hinanden, når man snakker og det er der sikkert mange, også hørende, der kan nikke genkendende til. Det ville ellers være god træning for mig og hvis alle talte som Rie kunne meget sikkert lykkes, men igen er vanens magt stor. Jeg stoler nok alligevel ikke helt på min nye hørelse til, at jeg kan give slip på mundaflæsningen.
Ikke endnu i hvertfald.
Endnu en historie fra dengang det var forår.
Jeg skulle til fysioterapeut med min ”knækkende” nakke. Det er ikke så voldsomt, som det måske lyder. Fysioterapeuten hedder Rie og jeg har været hos hende efterhånden nogle gange både før og efter operationen.
Rie er meget bevidst om, at jeg ikke kan høre så godt, så hun sørger for jeg kikker på hende og taler så tydeligt, at det næsten er overdrevent. Hvis jeg ligger eller sidder med ryggen til plejer hun prikke på min skulder hvis hun vil sige noget. Det går simpelthen lige efter bogen!
Sidst jeg var hos Rie skulle jeg ligge på maven på en briks. Rie begyndte at tale til mig alt imens hun masserede mig, og pr. automatik var jeg på nippet til at løfte hovedet, sige ”hva” og kikke på hende som afventede jeg at få gentaget hvad hun netop havde sagt. Det lignede hende faktisk ikke at gøre det og det gik med et op for mig, at hun prøvede mig af. Faktisk forstod jeg også hvad hun sagde, så jeg blev da liggende, men der gik i forvirringen alligevel noget tid før jeg fik svaret hende og vi fortsatte troligt samtalen på denne måde.
Det var altså vildt underligt, at ligge der med hovedet sammenklemt i et hul i briksen og kikke ned på Rie´s bevægende fødder og så bare tale sammen. Der blev jeg vist indviet til en lille del af hørendes kultur.
Jeg bryder mig slet slet ikke om, at man ikke kikker på hinanden, når man snakker og det er der sikkert mange, også hørende, der kan nikke genkendende til. Det ville ellers være god træning for mig og hvis alle talte som Rie kunne meget sikkert lykkes, men igen er vanens magt stor. Jeg stoler nok alligevel ikke helt på min nye hørelse til, at jeg kan give slip på mundaflæsningen.
Ikke endnu i hvertfald.
26.7.07
Vanens magt
Min søster råber i telefonen og det har hun altid gjort. Hun burde vide bedre, nemlig at stemmen bliver voldsomt forvrænget, hvis man råber til en hørehæmmet i telefonen. Siden hun fik 1-2-3 børn er det ikke blevet bedre. Tværtimod. Det er blevet en kunst for hende at ordne flere ting på én gang, ergo skal hun vaske op, samle legetøj eller snakke med børnene samtidigt med at snakke i telefon. Ikke optimalt for en hørehæmmet, der som jeg normalt er 100% afhængig af mundaflæsning, så hvis jeg skal have en chance for overhovedet at forstå i telefonen må der ikke være den mindste baggrundsstøj. For hver gang jeg siger ”hva” hæver min søster stemmen en tak til det helt ulidelige. Siden mobilos og emails kom til har jeg da også skippet den mulighed, for min søster har ikke tålmodighed til det alligevel.
En dag her i foråret, synes jeg alligevel, at jeg med CI ville prøve da hun ikke svarede på min sms. Det var første gang med CI´en og jeg tog teleslyngen og koblede den til mobilen og ringede. Jeg havde halvt glemt, hvordan det var at snakke med min søster i telefonen, og der skete nøjagtig det samme. Børnene var kommet i seng, og hun gik og ryddede legetøj op og hun talte højere og højere for til sidst at råbe, ligesom jeg pressede mig selv til at forstå første gang, hvilket selvfølgelig ikke gik. Jeg nævnte indtil flere gange, at hun skulle dæmpe hendes stemme og slippe hvad hun havde i hænderne, men det er vist en dybt indgroet vane hun har der, så det kom der sumsummarum ikke så meget godt ud af, desværre. Efterfølgende fik jeg en sms om, at børnene havde hørt alt hvad hun havde sagt, så hun var nødt til at gå op på værelset og forklare hvad det lige var hun havde råbt om! Det er da altid noget, det ikke kun er mig der synes hun råber!
Da jeg nogle dage senere besøgte dem og vi talte om det sidste telefonopkald, den dårlige førstegangsoplevelse, sagde jeg, at jeg var brudt sammen. Min søster kiggede straks medlidende på mig, og var vist på nippet til at sige undskyld, men jeg smilede til hende med et glimt i øjet som svar. Jeg var ikke brudt sammen over den smule, men blot blevet mindet om, at det nok ikke var min søster jeg skulle have valgt til dette forsøg.
Min niece Olivia elsker at snakke med Mormor i telefonen, og det gjorde hun også mens jeg var der. Olivia gik så efterfølgende på rundgang for at spørge om min søster eller jeg skulle snakke med hende. Jeg nænnede ikke at sige nej til Olivia, for hvorfor skulle jeg dog ikke have lyst at snakke med min egen mor. Så jeg tog mig godt og grundigt sammen med den sidste telefonoplevelse in mente. Jeg gik med ned til telefonen og jeg tænkte, at med en almindelig fastnettelefon uden teleslynge går det aldrig. Med teleslyngen bliver lyden forstærket i begge ører. Jeg ved dog, at mor lige præcist ved hvordan hun skal tale til mig. Med telefonrøret i hånden overvejede jeg i et splitsekund om jeg skulle sætte røret til høreapparatøret, som jeg tidligere har brugt til at snakke i telefon i eller om jeg skulle prøve mig frem med CI-øret og det blev det sidste. Det var vovet synes jeg selv, men det blev en overraskelse uden lige og jeg kunne faktisk forstå hvad mor sagde uden de større problemer. Wow og den oplevelse levede jeg så til gengæld højt på i flere dage. Siden sms og emails er kommet til har vi stort set ikke snakket i telefon sammen, selvom det nu ville være en rigtig god øvelse, men vanens magt stor og det er svært at bryde den.
Jeg har i hvert fald ikke talt i telefon siden.
Min søster råber i telefonen og det har hun altid gjort. Hun burde vide bedre, nemlig at stemmen bliver voldsomt forvrænget, hvis man råber til en hørehæmmet i telefonen. Siden hun fik 1-2-3 børn er det ikke blevet bedre. Tværtimod. Det er blevet en kunst for hende at ordne flere ting på én gang, ergo skal hun vaske op, samle legetøj eller snakke med børnene samtidigt med at snakke i telefon. Ikke optimalt for en hørehæmmet, der som jeg normalt er 100% afhængig af mundaflæsning, så hvis jeg skal have en chance for overhovedet at forstå i telefonen må der ikke være den mindste baggrundsstøj. For hver gang jeg siger ”hva” hæver min søster stemmen en tak til det helt ulidelige. Siden mobilos og emails kom til har jeg da også skippet den mulighed, for min søster har ikke tålmodighed til det alligevel.
En dag her i foråret, synes jeg alligevel, at jeg med CI ville prøve da hun ikke svarede på min sms. Det var første gang med CI´en og jeg tog teleslyngen og koblede den til mobilen og ringede. Jeg havde halvt glemt, hvordan det var at snakke med min søster i telefonen, og der skete nøjagtig det samme. Børnene var kommet i seng, og hun gik og ryddede legetøj op og hun talte højere og højere for til sidst at råbe, ligesom jeg pressede mig selv til at forstå første gang, hvilket selvfølgelig ikke gik. Jeg nævnte indtil flere gange, at hun skulle dæmpe hendes stemme og slippe hvad hun havde i hænderne, men det er vist en dybt indgroet vane hun har der, så det kom der sumsummarum ikke så meget godt ud af, desværre. Efterfølgende fik jeg en sms om, at børnene havde hørt alt hvad hun havde sagt, så hun var nødt til at gå op på værelset og forklare hvad det lige var hun havde råbt om! Det er da altid noget, det ikke kun er mig der synes hun råber!
Da jeg nogle dage senere besøgte dem og vi talte om det sidste telefonopkald, den dårlige førstegangsoplevelse, sagde jeg, at jeg var brudt sammen. Min søster kiggede straks medlidende på mig, og var vist på nippet til at sige undskyld, men jeg smilede til hende med et glimt i øjet som svar. Jeg var ikke brudt sammen over den smule, men blot blevet mindet om, at det nok ikke var min søster jeg skulle have valgt til dette forsøg.
Min niece Olivia elsker at snakke med Mormor i telefonen, og det gjorde hun også mens jeg var der. Olivia gik så efterfølgende på rundgang for at spørge om min søster eller jeg skulle snakke med hende. Jeg nænnede ikke at sige nej til Olivia, for hvorfor skulle jeg dog ikke have lyst at snakke med min egen mor. Så jeg tog mig godt og grundigt sammen med den sidste telefonoplevelse in mente. Jeg gik med ned til telefonen og jeg tænkte, at med en almindelig fastnettelefon uden teleslynge går det aldrig. Med teleslyngen bliver lyden forstærket i begge ører. Jeg ved dog, at mor lige præcist ved hvordan hun skal tale til mig. Med telefonrøret i hånden overvejede jeg i et splitsekund om jeg skulle sætte røret til høreapparatøret, som jeg tidligere har brugt til at snakke i telefon i eller om jeg skulle prøve mig frem med CI-øret og det blev det sidste. Det var vovet synes jeg selv, men det blev en overraskelse uden lige og jeg kunne faktisk forstå hvad mor sagde uden de større problemer. Wow og den oplevelse levede jeg så til gengæld højt på i flere dage. Siden sms og emails er kommet til har vi stort set ikke snakket i telefon sammen, selvom det nu ville være en rigtig god øvelse, men vanens magt stor og det er svært at bryde den.
Jeg har i hvert fald ikke talt i telefon siden.
29.5.07
CI´er agerer prinsesse på Rentemestervej
Hvis du er til anderledes teater med anderledes mennesker heriblandt et stk. CI, så tag en tur ind på Rentemestervej og se Jokum Rohdes version af H.C. Andersens Snedronningen
Selv er min CI og jeg med som den kloge, men grimme prinsesse og vi bor nærmest på teatret i disse uger for at nå at være klar med en suveræn forestilling til premieren d. 2. juni kl. 20.
Selv er min CI og jeg med som den kloge, men grimme prinsesse og vi bor nærmest på teatret i disse uger for at nå at være klar med en suveræn forestilling til premieren d. 2. juni kl. 20.
Billetter kan bestilles på http://www.billetnet.dk/ eller købes ved indgangen med mindre der er udsolgt. Der er også mulighed for at bestille bord til Søren Gerickes 3 retters teatermenu før forestilingen på tlf. 27221684.
27.5.07
Batteriers levetid
Det blev ikke til så meget Vietnam på denne blog, og det er som var det allerede længe siden jeg var af sted dog kun en måned siden jeg kom hjem. Oplevelserne efterfølgende druknede i travlhed både på arbejdet og i teatret. Billederne derfra minder mig nu om en super dejlig tur.
Jeg skal huske at sige, at min CI slugte noget mere strøm mens jeg var i Vietnam. Normalt skifter jeg batterier hver 3. dag, men det blev her til hver anden dag. Igen minder det mig om min tur til Indien for 15 år siden, også der slugte høreapparatet mere strøm. Jeg husker også at der var nogen af de kloge, der grinede af mig, når jeg sagde at det sikkert skyldtes larmen og varmen. Sjovt nok kan jeg ikke huske hvordan det var i Uganda. Men den gang besøg på diskotek var en del af dagsordenen i weekenderne døde batterierne også hurtigere.
Så enten er det larmen eller varmen eller begge dele.
Lyder det mærkeligt?
Det blev ikke til så meget Vietnam på denne blog, og det er som var det allerede længe siden jeg var af sted dog kun en måned siden jeg kom hjem. Oplevelserne efterfølgende druknede i travlhed både på arbejdet og i teatret. Billederne derfra minder mig nu om en super dejlig tur.
Jeg skal huske at sige, at min CI slugte noget mere strøm mens jeg var i Vietnam. Normalt skifter jeg batterier hver 3. dag, men det blev her til hver anden dag. Igen minder det mig om min tur til Indien for 15 år siden, også der slugte høreapparatet mere strøm. Jeg husker også at der var nogen af de kloge, der grinede af mig, når jeg sagde at det sikkert skyldtes larmen og varmen. Sjovt nok kan jeg ikke huske hvordan det var i Uganda. Men den gang besøg på diskotek var en del af dagsordenen i weekenderne døde batterierne også hurtigere.
Så enten er det larmen eller varmen eller begge dele.
Lyder det mærkeligt?
29.4.07
15.4.07
PS
Nedenstaaende indlaeg blev skrevet for naesten en uge siden, men af en eller anden grund har jeg ikke kunne laegge den ind i bloggen foer nu. Det er ikke alle steder internetforbindelsen er lige god, den haltede sjovt nok saerligt i Hanoi! og nu sidder jeg tilfaeldigvis ved den samme computer, hvor jeg skrev det foerste indlaeg. Ja, jeg er vendt tilbage til stranden - det var en togtur paa hele 14 timer vaerd! Jeg troede jeg skulle slappe af og laese en masse boeger, men det viste sig at vaere komplet umuligt for mig i hektiske Hanoi, saa nu er jeg tilbage! Hanoi er en spaendende by, men efter sammenlagt 10 dage i byen var jeg ved at faa spat! Jeg naar lige at faa 2,5 dag paa stranden, saa mon ikke jeg faar fred til at laese mine boeger faerdigt?
Min CI ligger godt i min toerrekasse og det har den gjort i efterhaanden et godt stykke tid nu. Batteriholderen eller hvad saadan een nu hedder er revnet, men saa er det godt jeg fik reserven med fra London!
Nedenstaaende indlaeg blev skrevet for naesten en uge siden, men af en eller anden grund har jeg ikke kunne laegge den ind i bloggen foer nu. Det er ikke alle steder internetforbindelsen er lige god, den haltede sjovt nok saerligt i Hanoi! og nu sidder jeg tilfaeldigvis ved den samme computer, hvor jeg skrev det foerste indlaeg. Ja, jeg er vendt tilbage til stranden - det var en togtur paa hele 14 timer vaerd! Jeg troede jeg skulle slappe af og laese en masse boeger, men det viste sig at vaere komplet umuligt for mig i hektiske Hanoi, saa nu er jeg tilbage! Hanoi er en spaendende by, men efter sammenlagt 10 dage i byen var jeg ved at faa spat! Jeg naar lige at faa 2,5 dag paa stranden, saa mon ikke jeg faar fred til at laese mine boeger faerdigt?
Min CI ligger godt i min toerrekasse og det har den gjort i efterhaanden et godt stykke tid nu. Batteriholderen eller hvad saadan een nu hedder er revnet, men saa er det godt jeg fik reserven med fra London!
Postkort fra Vietnam
Det var maaske ikke fair af mig, at laegge et soelle indlaeg netop som jeg havde vaeret paa stranden. Det giver da i hvertfald ikke et billede af det Vietnam jeg har set og oplevet. Slet ikke. Fornoejelsen paa stranden blev ved denne ene dag, da vi skulle videre. Men ja indroemmet det var da fedt, lange brede sandstrande uden sten og alskens skidt i vandet og boelger som ved Vesterhavet. Der laa vi under en parasol paa liggestole paa en strand som endnu ikke er overfyldt af turister, men den idyl og hygge er nok vaek om nogle aar. Jeg blev dog lidt hysterisk over at vaere blevet roed hist og pist, men det er allerede saa godt som glemt og farven vaek igen.
Vi har haft et spaendende og afvekslende program, og der har slet ikke vaeret tid til skriveriet, men i gaar rejste gruppen jeg har vaeret sammen med de sidste 3 uger hjem og der staar stort set ikke andet end afslapning paa programmet de sidste 10 dage hernede og der er blevet lidt mere tid til bloggen. Jeg befinder mig paa et hyggeligt backpackerhotel i Hanoi, fra hvor jeg sidder er der aabent ud til gaden, hvor der koerer motorcykler/scootere(og de dytter konstant ... k-o-n-s-t-a-n-t) og biler selvfoelgelig, cykelrichshaws(cykeltaxa' er), cyklister laesset med varer, og gaaende, der tilbyder mad af enhver slags. Gaden er smal og midt i den gamle by er der et mix af baade turister og lokale. Vejret er perfekt til storbyferie, det er overskyet og foraar her nordpaa. Hvor jeg startede sydpaa var det noget varmere og mere fugtigt, det var saa sveden driblede frem og loeb ned alle steder, saadan er det heldigvis ikke her. De lokale har meget ofte mundbind for, foerst troede jeg det var pga forureningen, men det er lige saa meget for at beskytte ansigtet mod sol og snavs, for gaaende paa landet baerer dem ogsaa. Nede sydpaa har kvinderne lange handsker paa for ogsaa at beskytte armene mod solen. Hanoi er Vietnams hovedstad med ca. 3 millioner indbyggere, men sjovt nok er den mere tilbagestaaende i forhold til Ho Chi Minh ogsaa kaldet Saigon, der til gengaeld har 8 millioner indbyggere og er mere moderne over hele linjen. Vietnam har 83 millioner indbyggere(man skulle tro de havde mindst 2 motorcykler hver!) og landet er vist kun 7-8 gange stoerre end Danmark.
Fortsaettelse foelger .....
Det var maaske ikke fair af mig, at laegge et soelle indlaeg netop som jeg havde vaeret paa stranden. Det giver da i hvertfald ikke et billede af det Vietnam jeg har set og oplevet. Slet ikke. Fornoejelsen paa stranden blev ved denne ene dag, da vi skulle videre. Men ja indroemmet det var da fedt, lange brede sandstrande uden sten og alskens skidt i vandet og boelger som ved Vesterhavet. Der laa vi under en parasol paa liggestole paa en strand som endnu ikke er overfyldt af turister, men den idyl og hygge er nok vaek om nogle aar. Jeg blev dog lidt hysterisk over at vaere blevet roed hist og pist, men det er allerede saa godt som glemt og farven vaek igen.
Vi har haft et spaendende og afvekslende program, og der har slet ikke vaeret tid til skriveriet, men i gaar rejste gruppen jeg har vaeret sammen med de sidste 3 uger hjem og der staar stort set ikke andet end afslapning paa programmet de sidste 10 dage hernede og der er blevet lidt mere tid til bloggen. Jeg befinder mig paa et hyggeligt backpackerhotel i Hanoi, fra hvor jeg sidder er der aabent ud til gaden, hvor der koerer motorcykler/scootere(og de dytter konstant ... k-o-n-s-t-a-n-t) og biler selvfoelgelig, cykelrichshaws(cykeltaxa' er), cyklister laesset med varer, og gaaende, der tilbyder mad af enhver slags. Gaden er smal og midt i den gamle by er der et mix af baade turister og lokale. Vejret er perfekt til storbyferie, det er overskyet og foraar her nordpaa. Hvor jeg startede sydpaa var det noget varmere og mere fugtigt, det var saa sveden driblede frem og loeb ned alle steder, saadan er det heldigvis ikke her. De lokale har meget ofte mundbind for, foerst troede jeg det var pga forureningen, men det er lige saa meget for at beskytte ansigtet mod sol og snavs, for gaaende paa landet baerer dem ogsaa. Nede sydpaa har kvinderne lange handsker paa for ogsaa at beskytte armene mod solen. Hanoi er Vietnams hovedstad med ca. 3 millioner indbyggere, men sjovt nok er den mere tilbagestaaende i forhold til Ho Chi Minh ogsaa kaldet Saigon, der til gengaeld har 8 millioner indbyggere og er mere moderne over hele linjen. Vietnam har 83 millioner indbyggere(man skulle tro de havde mindst 2 motorcykler hver!) og landet er vist kun 7-8 gange stoerre end Danmark.
Fortsaettelse foelger .....
26.3.07
I Vietnam
Lige nu befinder min CI og jeg paa et hotel i Hoi An - et forholdsvist nyt turiststed i Vietnam. Vi har haft en slapperdag med en tur paa stranden. Mit haar er klistret af saltvand, min hud er klistret og smaabraender, mine foedder er haevet pga varmen og jeg har sand mellem taerne. Lyder det ikke bare eksotisk? Jeg bare nyder nyder min ferie. Det Vietnam jeg har set indtil videre er bare fantastisk, det er et land der har rejst sig imponerende hurtigt efter krigen.
Lige nu befinder min CI og jeg paa et hotel i Hoi An - et forholdsvist nyt turiststed i Vietnam. Vi har haft en slapperdag med en tur paa stranden. Mit haar er klistret af saltvand, min hud er klistret og smaabraender, mine foedder er haevet pga varmen og jeg har sand mellem taerne. Lyder det ikke bare eksotisk? Jeg bare nyder nyder min ferie. Det Vietnam jeg har set indtil videre er bare fantastisk, det er et land der har rejst sig imponerende hurtigt efter krigen.
20.3.07
Tænk…
.. jeg fik pakket før jeg gik i seng!!! Det er bare for fantastisk, selvom det blev klokken sent og sikke en rolig morgen. Vi – min CI og jeg m.fl. – er nu klar til at tage af sted og kryds fingre for at jeg for en gangs skyld får et sæde foran i flyet, så jeg kan være der med mine ben. Vi vil være i Ho Chi Minh kl. ca. 10 dansk tid i morgen.
Møjn møjn
.. jeg fik pakket før jeg gik i seng!!! Det er bare for fantastisk, selvom det blev klokken sent og sikke en rolig morgen. Vi – min CI og jeg m.fl. – er nu klar til at tage af sted og kryds fingre for at jeg for en gangs skyld får et sæde foran i flyet, så jeg kan være der med mine ben. Vi vil være i Ho Chi Minh kl. ca. 10 dansk tid i morgen.
Møjn møjn
Next stop: Vietnam
Min CI fylder et halvt år i morgen og vi tager sammen på ferie til Vietnam. En længe tiltrængt ferie, men jeg fatter endnu ikke at det er i morgen, ligesom jeg heller ikke har pakket. Det er der dog ikke noget nyt i. Mit spisebord er fyldt med ting jeg måske skal have med, men der skal nok sorteres fra for at få plads til det hele i rygsækken. Jeg kan først pakke, når jeg samme dag står med det tøj på som jeg skal rejse i. På det punkt er jeg nok lidt sær!
Min CI kræver til gengæld ikke den store forberedelse og dog. Jeg har lejet en ekstra CI fra London, da der ingen Cochlear servicekontor er i Vietnam og hvis mit eget skulle bukke under for fugten eller gå i stykker, så ville jeg være lost. Vel vidende, at hvis der bare går et par dage uden CI´en, så ville det kræve en ny lydjustering og man vil pga. den faldende modstand i elektroden gå nogle skridt tilbage i udviklingen. Det har jeg absolut ikke lyst til, men det danske system er endnu ikke indrettet sådan at man kan få udleveret ekstra apparater til ferien.
Alle CI- brugere har en USB-nøgle med sin hørelse liggende som en fil og i mange lande er der Cochlear servicekontorer, som sender et nyt apparat ud med kurerpost, hvis det skulle blive nødvendigt. Så i mange tilfælde er det slet ikke nødvendigt med et reserveapparat.
Disse servicekontorer findes dog ikke i den 3. verden, det siger sig selv. CI leverandøren Danaflex her i Danmark ydede en god service, det var ikke det, men apparatet skulle bestilles hjem fra London. Det koster kun sølle 300 kr for en måneds leje, det er jo ikke meget, når man tænker på hvad et helt nyt koster. Jeg tror det er 69.000 kr eller deromkring.
Så en ekstra CI kommer med i rygsækken, ligesom et ekstra høreapparat og et par ekstra briller også gør det. Det er standard, for jeg kan ikke undvære nogen af delene. Et nyt digitalkamera og mobilen kommer også med, så elektronikken fylder sammen med høreudstyret sin del.
Jeg tænker på den gang min veninde Lisbet fra HF og jeg rejste til Indien i 1992, havde vi da overhovedet noget elektronik med? Altså udover mine høreapparater. Dengang planlagde vi turen til mindste detalje og udleverede en liste over Poste Restante-adresser til familie og venner, således at vi kunne få breve hjemmefra på postkontoret i de større byer. Det var helt vildt fedt, selvom brevene havde været flere uger undervejs. I Vietnam kan jeg nås via mail, for jeg er da rimelig sikker på, at der i hvert fald i Hanoi findes en internetcafe og mobilen skulle også virke. I morgen drager vi på et 4,5 ugers eventyr og vi skal nok sende et postkort undervejs, men jeg må desværre skuffe postkort- og frimærkesamlerne, for det bliver højst sandsynligt et af de elektroniske slags man kan læse her på siden. Måske ikke så hyggeligt, men det er jo det nemmeste og så er der en god chance for at I vil høre fra mig før jeg er hjemme igen.
Min CI fylder et halvt år i morgen og vi tager sammen på ferie til Vietnam. En længe tiltrængt ferie, men jeg fatter endnu ikke at det er i morgen, ligesom jeg heller ikke har pakket. Det er der dog ikke noget nyt i. Mit spisebord er fyldt med ting jeg måske skal have med, men der skal nok sorteres fra for at få plads til det hele i rygsækken. Jeg kan først pakke, når jeg samme dag står med det tøj på som jeg skal rejse i. På det punkt er jeg nok lidt sær!
Min CI kræver til gengæld ikke den store forberedelse og dog. Jeg har lejet en ekstra CI fra London, da der ingen Cochlear servicekontor er i Vietnam og hvis mit eget skulle bukke under for fugten eller gå i stykker, så ville jeg være lost. Vel vidende, at hvis der bare går et par dage uden CI´en, så ville det kræve en ny lydjustering og man vil pga. den faldende modstand i elektroden gå nogle skridt tilbage i udviklingen. Det har jeg absolut ikke lyst til, men det danske system er endnu ikke indrettet sådan at man kan få udleveret ekstra apparater til ferien.
Alle CI- brugere har en USB-nøgle med sin hørelse liggende som en fil og i mange lande er der Cochlear servicekontorer, som sender et nyt apparat ud med kurerpost, hvis det skulle blive nødvendigt. Så i mange tilfælde er det slet ikke nødvendigt med et reserveapparat.
Disse servicekontorer findes dog ikke i den 3. verden, det siger sig selv. CI leverandøren Danaflex her i Danmark ydede en god service, det var ikke det, men apparatet skulle bestilles hjem fra London. Det koster kun sølle 300 kr for en måneds leje, det er jo ikke meget, når man tænker på hvad et helt nyt koster. Jeg tror det er 69.000 kr eller deromkring.
Så en ekstra CI kommer med i rygsækken, ligesom et ekstra høreapparat og et par ekstra briller også gør det. Det er standard, for jeg kan ikke undvære nogen af delene. Et nyt digitalkamera og mobilen kommer også med, så elektronikken fylder sammen med høreudstyret sin del.
Jeg tænker på den gang min veninde Lisbet fra HF og jeg rejste til Indien i 1992, havde vi da overhovedet noget elektronik med? Altså udover mine høreapparater. Dengang planlagde vi turen til mindste detalje og udleverede en liste over Poste Restante-adresser til familie og venner, således at vi kunne få breve hjemmefra på postkontoret i de større byer. Det var helt vildt fedt, selvom brevene havde været flere uger undervejs. I Vietnam kan jeg nås via mail, for jeg er da rimelig sikker på, at der i hvert fald i Hanoi findes en internetcafe og mobilen skulle også virke. I morgen drager vi på et 4,5 ugers eventyr og vi skal nok sende et postkort undervejs, men jeg må desværre skuffe postkort- og frimærkesamlerne, for det bliver højst sandsynligt et af de elektroniske slags man kan læse her på siden. Måske ikke så hyggeligt, men det er jo det nemmeste og så er der en god chance for at I vil høre fra mig før jeg er hjemme igen.
27.2.07
Hverdagen er indtrådt
Det er blevet hverdag med CI. Jeg tænker på den gang alle lydene lød ens og at det lød som jernstænger der slog imod hinanden med en efterklang. I dag kan jeg næsten ikke mindes noget der lyder ligesådan. Jeg har både høreapparat og CI på hver dag. Der er ikke gået en eneste dag i mit liv, hvor jeg ikke har haft høreapparat på med mindre selvfølgelig det var i stykker. Det ville være som at gå nøgen ud af døren, hvis ikke jeg havde det på. Derimod har CI´en været lidt noget selvpineri i starten, dog velvidende om, at det ville blive bedre i takt med brugen af denne, men nu er også den blevet uundværlig. Når jeg ikke har den på, så virker lyden via høreapparetet så underlig dæmpet.
En almindelig hverdag starter med et bad, en hurtig gang morgenmad(osse den er uundværlig) og når jeg har tænkt mig om en ekstra gang om jeg har glemt noget, når jeg står i døren på vej ud, så går det ellers ned af trapperne i huj og hast. Op på cyklen uanset vejret og af sted. Ofte går turen til Biblioteket Ørnevej og fremme hilser jeg go´ morgen og tager overtøjet af. Der var en dag, for ikke så længe siden, hvor jeg lige syns det kløede lidt i mit øre, hvor jeg har høreapparat. Med et stod jeg der med åben mund og polypper da jeg havde konstateret, at øreproppen var væk. Hvor var høreapparatet? Havde jeg glemt det? G-L-E-M-T det? Jeg spurgte mig selv, hvordan det kunne lade sig gøre. Er CI´en bleven så god, at det er lige før jeg kan undvære høreapparatet? Jeg registrerede slet ikke de manglende lyde på vej til arbejde, men ved en ren tilfældighed nemlig, fordi jeg skulle klø mig i øret. Det var dog fantastisk. Fra at mit højre øre altid har været det bedste og dominerende øre var der nu noget der tydede på, at det vender. Jeg føler mig dog stadig afhængig af høreapparatet, den giver den så velkendte lyd jeg har været vant til det meste af mit liv. CI´en er nu også blevet en naturlig del af min hverdag, selvom den endnu ikke har et halvt år på bagen. Hverdagen er indtrådt.
Jeg var til lydjustering hos Jesper for 5. gang for et par uger siden. Det lader til at min nye hørelse har stabiliseret sig, men der kom da lidt mere bas på. Jeg har også været meget glad for den noget anderledes og meget bedre hørelse jeg fik – ved et uheld – før jul. Tidligere har jeg haft 4 ens programmer, den eneste forskel var bare, at for hvert program blev det kraftigere. Denne gang lavede vi et ”morgenprogram” på program 1 og en lidt kraftigere udgave på program 2. Jeg har aldrig været noget morgenmenneske, hader bratte opvågninger og kan godt lide en langsom blød start om morgenen. Efter en hel nat uden lyd kan det virke lidt voldsomt at høre roderiet i håret og alle de andre lyde der ellers er i gang, når jeg sætter apparatet til. Altså kan jeg begynde med program 1 og når jeg så er vågnet rigtigt op af formiddagen går jeg op på program 2.
De sidste 2 programmer fik så tilført noget ganske nyt, nemlig en M/T funktion og en retningsbestemt lyd. Førstnævnte er en teleslynge med mulighed for at høre sin egen stemme og omgivelserne. CI´en har i forvejen en funktion der hedder T, som er en teleslynge alene, hvor alle andre lyde bliver skåret fra. Det andet er et program, der formår at fokusere på lyden/stemmen foran dig og ellers dæmper de øvrige lyde. Den skulle være god, hvis man f.eks. sidder på en støjfyldt café, hvor man snakker med en person foran sig. Jeg er glad for M/T-funktionen, men har ikke rigtigt benyttet mig af den anden funktion. Endnu.
Jesper lavede en test, hvor han stillede mig 25 spørgsmål. Jeg har både høreapparat og CI på, men må ikke mundaflæse ham. Han lavede den samme test i oktober ca. 1 måned efter lydtilkoblingen, hvor jeg svarede på 6 rigtige ud af 25 spørgsmål, men denne gang svarede jeg på 18 rigtige ud af 25. Hvilken en fremgang! Jeg er da heller ikke i tvivl om, at det går fremad. Når jeg tænker på jernstængerne, så er der klart sket en masse, men fremgangen kommer snigende.
Det er blevet hverdag med CI. Jeg tænker på den gang alle lydene lød ens og at det lød som jernstænger der slog imod hinanden med en efterklang. I dag kan jeg næsten ikke mindes noget der lyder ligesådan. Jeg har både høreapparat og CI på hver dag. Der er ikke gået en eneste dag i mit liv, hvor jeg ikke har haft høreapparat på med mindre selvfølgelig det var i stykker. Det ville være som at gå nøgen ud af døren, hvis ikke jeg havde det på. Derimod har CI´en været lidt noget selvpineri i starten, dog velvidende om, at det ville blive bedre i takt med brugen af denne, men nu er også den blevet uundværlig. Når jeg ikke har den på, så virker lyden via høreapparetet så underlig dæmpet.
En almindelig hverdag starter med et bad, en hurtig gang morgenmad(osse den er uundværlig) og når jeg har tænkt mig om en ekstra gang om jeg har glemt noget, når jeg står i døren på vej ud, så går det ellers ned af trapperne i huj og hast. Op på cyklen uanset vejret og af sted. Ofte går turen til Biblioteket Ørnevej og fremme hilser jeg go´ morgen og tager overtøjet af. Der var en dag, for ikke så længe siden, hvor jeg lige syns det kløede lidt i mit øre, hvor jeg har høreapparat. Med et stod jeg der med åben mund og polypper da jeg havde konstateret, at øreproppen var væk. Hvor var høreapparatet? Havde jeg glemt det? G-L-E-M-T det? Jeg spurgte mig selv, hvordan det kunne lade sig gøre. Er CI´en bleven så god, at det er lige før jeg kan undvære høreapparatet? Jeg registrerede slet ikke de manglende lyde på vej til arbejde, men ved en ren tilfældighed nemlig, fordi jeg skulle klø mig i øret. Det var dog fantastisk. Fra at mit højre øre altid har været det bedste og dominerende øre var der nu noget der tydede på, at det vender. Jeg føler mig dog stadig afhængig af høreapparatet, den giver den så velkendte lyd jeg har været vant til det meste af mit liv. CI´en er nu også blevet en naturlig del af min hverdag, selvom den endnu ikke har et halvt år på bagen. Hverdagen er indtrådt.
Jeg var til lydjustering hos Jesper for 5. gang for et par uger siden. Det lader til at min nye hørelse har stabiliseret sig, men der kom da lidt mere bas på. Jeg har også været meget glad for den noget anderledes og meget bedre hørelse jeg fik – ved et uheld – før jul. Tidligere har jeg haft 4 ens programmer, den eneste forskel var bare, at for hvert program blev det kraftigere. Denne gang lavede vi et ”morgenprogram” på program 1 og en lidt kraftigere udgave på program 2. Jeg har aldrig været noget morgenmenneske, hader bratte opvågninger og kan godt lide en langsom blød start om morgenen. Efter en hel nat uden lyd kan det virke lidt voldsomt at høre roderiet i håret og alle de andre lyde der ellers er i gang, når jeg sætter apparatet til. Altså kan jeg begynde med program 1 og når jeg så er vågnet rigtigt op af formiddagen går jeg op på program 2.
De sidste 2 programmer fik så tilført noget ganske nyt, nemlig en M/T funktion og en retningsbestemt lyd. Førstnævnte er en teleslynge med mulighed for at høre sin egen stemme og omgivelserne. CI´en har i forvejen en funktion der hedder T, som er en teleslynge alene, hvor alle andre lyde bliver skåret fra. Det andet er et program, der formår at fokusere på lyden/stemmen foran dig og ellers dæmper de øvrige lyde. Den skulle være god, hvis man f.eks. sidder på en støjfyldt café, hvor man snakker med en person foran sig. Jeg er glad for M/T-funktionen, men har ikke rigtigt benyttet mig af den anden funktion. Endnu.
Jesper lavede en test, hvor han stillede mig 25 spørgsmål. Jeg har både høreapparat og CI på, men må ikke mundaflæse ham. Han lavede den samme test i oktober ca. 1 måned efter lydtilkoblingen, hvor jeg svarede på 6 rigtige ud af 25 spørgsmål, men denne gang svarede jeg på 18 rigtige ud af 25. Hvilken en fremgang! Jeg er da heller ikke i tvivl om, at det går fremad. Når jeg tænker på jernstængerne, så er der klart sket en masse, men fremgangen kommer snigende.
23.2.07
Min cykel begravet i sneDet halvt sneklædte Danmark
Så fik vi den. Efter en noget langstrakt begyndelse til det der lignede forår vælter det nu ned med sne. Dog kun i halvdelen landet, i den anden halvdel er der plusgrader og ikke faldet et eneste snefnug. Her har det sneet for vildt, og det fyger så man skulle næsten tro, at sneen ville brede sig ud til alle hjørner i det lille ganske land. Min cykel var sneet inde i morges, men den havde jeg nu heller ikke tænkt at bruge i dag. Med mine gode vandrestøvler vader jeg gennem sneen til busstoppestedet, det er ikke alle busser der kom og ligesom jeg var tæt på at opgive at komme af sted med en bus kom 13´eren.
Turen i dag gik til Biblioteket Ørnevej, hvor vi skulle have besøg af en klovn og en masse børn til formiddag. Klovnen havde sendt mig en sms og spurgt hvordan det så ud. Jeg kunne ikke rigtig vurdere om jeg på stående fod bare skulle aflyse, for tænk hvis børnene allerede var på vej, de kom jo langvejs fra. Vi blev enige om at tage ind på Ørnevej og så tage det derfra. 13´eren kører langsommere end sædvanligt over knæhøje snedriver og det er så der står med sne ud til alle sider. Da jeg skal skifte bus ved Frederikssundsvej krydser jeg vejen, hvor jeg ved der ikke er fodgængerfelt. Cyklister cykler på vejbanen i hjulsporene, men det ser ikke nemt ud. Fortov og veje går flere steder ud i et, så også fodgængere vader rundt på må og få. Jeg krydser vejen og selvom der er biler tæt på er de ikke til fare, da de kører i det langsomme tempo. Desuden er bilisterne slet ikke i det sædvanlige sære humør, der aldrig kunne finde på at stoppe for gående i et fodgængerfelt, nej stemningen var en helt anden i dag, de var sådan anderledes betænksomme.
Jeg hensættes til gamle dage og der ruller en film for mit indre øje. Der kører sporvogne på vejene, cyklister der cykler og gående der vrimler ud og ind mellem sporvognene, der kommer i begge retninger. Et mylder. Sådan så bybilledet nu slet ikke ud, men jeg fik af en eller anden grund en lille snert af det. Måske var det stemningen?
Jeg ventede på Frederikssundsvej sammen med en masse andre ved busstoppestedet. Da den ene bus, stuvende fuld, kørte forbi uden at stoppe, opgav jeg håbet om at overhovedet at komme med de første 10 busser og begyndte at gå ned af Frederikssundsvej. Jeg havde sms´et løbende med klovnen, der også var forsinket og fik en sms om at han længere oppe af Frederikssundsvej var hoppet i en taxa med 2 passagerer. Klovnen fik øje på min røde jakke på vejen og fik chaufføren til at køre ind og samle mig op. Det viste sig at være passagerer, der alligevel skulle ind til byen og havde vinket klovnen med de 2 store kufferter hen til dem og spurgt om ikke han ville med op og køre. Hvad en ordentlig omgang sne ikke gør ved folk!
På biblioteket kunne vi hurtigt konstatere efter en rundspørge til institutionerne, at der ikke ville komme nogen i dag. Det var ærgerligt, ja, men det er da også hyggeligt.
I går aftes var det lige før jeg havde lyst at blive oppe hele natten for bare at følge snestormen fra vinduet, som om jeg var bange for at gå glip af noget, men det ville jo nok være blevet en anelse kedeligt i sidste ende. I morges vågnede jeg så op til snedækkede ruder, så jeg næsten følte mig sneet inde, ligesom der også hang store tykke istapper ned fra taget. Danmark er gået i stå stod der på pol.dk, men biblioteket var da åbent ligesom flere lånere kikkede forbi, så mon ikke det er at overdrive en smule?
Så fik vi den. Efter en noget langstrakt begyndelse til det der lignede forår vælter det nu ned med sne. Dog kun i halvdelen landet, i den anden halvdel er der plusgrader og ikke faldet et eneste snefnug. Her har det sneet for vildt, og det fyger så man skulle næsten tro, at sneen ville brede sig ud til alle hjørner i det lille ganske land. Min cykel var sneet inde i morges, men den havde jeg nu heller ikke tænkt at bruge i dag. Med mine gode vandrestøvler vader jeg gennem sneen til busstoppestedet, det er ikke alle busser der kom og ligesom jeg var tæt på at opgive at komme af sted med en bus kom 13´eren.
Turen i dag gik til Biblioteket Ørnevej, hvor vi skulle have besøg af en klovn og en masse børn til formiddag. Klovnen havde sendt mig en sms og spurgt hvordan det så ud. Jeg kunne ikke rigtig vurdere om jeg på stående fod bare skulle aflyse, for tænk hvis børnene allerede var på vej, de kom jo langvejs fra. Vi blev enige om at tage ind på Ørnevej og så tage det derfra. 13´eren kører langsommere end sædvanligt over knæhøje snedriver og det er så der står med sne ud til alle sider. Da jeg skal skifte bus ved Frederikssundsvej krydser jeg vejen, hvor jeg ved der ikke er fodgængerfelt. Cyklister cykler på vejbanen i hjulsporene, men det ser ikke nemt ud. Fortov og veje går flere steder ud i et, så også fodgængere vader rundt på må og få. Jeg krydser vejen og selvom der er biler tæt på er de ikke til fare, da de kører i det langsomme tempo. Desuden er bilisterne slet ikke i det sædvanlige sære humør, der aldrig kunne finde på at stoppe for gående i et fodgængerfelt, nej stemningen var en helt anden i dag, de var sådan anderledes betænksomme.
Jeg hensættes til gamle dage og der ruller en film for mit indre øje. Der kører sporvogne på vejene, cyklister der cykler og gående der vrimler ud og ind mellem sporvognene, der kommer i begge retninger. Et mylder. Sådan så bybilledet nu slet ikke ud, men jeg fik af en eller anden grund en lille snert af det. Måske var det stemningen?
Jeg ventede på Frederikssundsvej sammen med en masse andre ved busstoppestedet. Da den ene bus, stuvende fuld, kørte forbi uden at stoppe, opgav jeg håbet om at overhovedet at komme med de første 10 busser og begyndte at gå ned af Frederikssundsvej. Jeg havde sms´et løbende med klovnen, der også var forsinket og fik en sms om at han længere oppe af Frederikssundsvej var hoppet i en taxa med 2 passagerer. Klovnen fik øje på min røde jakke på vejen og fik chaufføren til at køre ind og samle mig op. Det viste sig at være passagerer, der alligevel skulle ind til byen og havde vinket klovnen med de 2 store kufferter hen til dem og spurgt om ikke han ville med op og køre. Hvad en ordentlig omgang sne ikke gør ved folk!
På biblioteket kunne vi hurtigt konstatere efter en rundspørge til institutionerne, at der ikke ville komme nogen i dag. Det var ærgerligt, ja, men det er da også hyggeligt.
I går aftes var det lige før jeg havde lyst at blive oppe hele natten for bare at følge snestormen fra vinduet, som om jeg var bange for at gå glip af noget, men det ville jo nok være blevet en anelse kedeligt i sidste ende. I morges vågnede jeg så op til snedækkede ruder, så jeg næsten følte mig sneet inde, ligesom der også hang store tykke istapper ned fra taget. Danmark er gået i stå stod der på pol.dk, men biblioteket var da åbent ligesom flere lånere kikkede forbi, så mon ikke det er at overdrive en smule?
13.2.07
Den mystiske fugl
Der er flyttet en lyd ind hos mig, en højfrekevent tone, der kommer i intervaller med 2 – 3 minutters mellemrum eller måske lidt mere. Jeg har været på jagt i lejligheden for at spore mig frem til lyden, men forgæves, men så er det godt at få besøg af en hørende, der måske kan hjælpe.
Jeg fik besøg af Annet, der bliver forskrækket første gang hun hører den, netop som hun var kommet ind i entreen og vi går nu på jagt sammen. Hun siger det lyder som en fugl, og får lokaliseret lyden til at komme fra bagsiden af min soveværelsesdør, hvor min morgenkåbe hænger sammen med en stor papirspose.
Vi går ind i soveværelset og venter på at lyden kommer nok engang. Annet peger og siger den er der. Hvad er det? En fugl, siger Annet nok så overbevisende, men jeg tvivler nu alligevel, da jeg vidste at lyden havde været der i et par dage. Jeg har forleden haft vinduet stående vidt åbent en hel dag og tænker der måske alligevel skulle være en fugl, der er kommet på afveje. Annet prikker til papirsposen og siger, ja den er der, det lyder som om den græder og det manede simpelthen al min tvivl til jorden. Åh nej, tænkte jeg, og blev helt dårlig ved tanken om en totalt udmagret fugl, der forgæves havde skreget om hjælp og var ved at dø bare fordi jeg ikke fattede noget. Dumme mig.
Vi står og kikker på hinanden og jeg siger med hævet stemme: Hvad gør vi? Jeg kan ikke klare tanken om at skulle kikke ned i posen, men Annet mener jo hun har gjort sit nu hvor hun har lokaliseret lyden og går ind i stuen. Forståeligt nok. Jeg derimod bare bliver stående og aner ingen levende råd, men åbner vinduet i håb om at den med lidt hjælp vil være i stand til at flyve sin vej. Jeg tør ikke tage posen og lidt efter er Annet tilbage, modigt tager hun posen ned og skynder sig hen til vinduet, hvor hun ligger den med åbningen ud af vinduet.
Lyden kom igen, men et andet sted fra og Annet tager posen tilbage. Den er tom. Vi leder igen, men kan ikke finde den stakkels fugl. Annet mener nu, at lyden kommer fra entreen og ikke de tilstødende værelser, og vi kikker fortvivlet omkring, for her er ikke mange gemmesteder for selv en lille fugl. Der er ingenting i skohylderne og i kurven med sokker til gæsterne i min fodkolde lejlighed. Annet mener ikke lyden kommer fra loftet og vi bliver enige om, at den må være under gulvbrædderne. Vi opgiver og sætter os ind i stuen, men vi hører begge lyden gentage sig hele aftenen. Annet sover hos mig til næste morgen og hun hører den også hele natten. Jeg mente nu at det måtte være noget ikke-levende, men Annet mente stadig det kunne være en fugl eller måske var det et insekt hun synes hun havde hørt før. Jeg kan ikke lige komme på et insekt, der lever om vinteren og én der giver en så høj lyd fra sig, men hvad ved jeg om det?
Da Annet var gået igen, gik jeg op på tørreloftet med vasketøjet og her møder jeg naboen i færd med at hænge ditto op. Jeg benytter mig af lejligheden til at spørge om hun har hørt noget inde hos dem. Jeg fortæller hende historien om lyden og den mystiske fugl, og hun tager nysgerrigt med ned i lejligheden. Første gang hun hører lyden peger hun sporenstregs på brandalarmen i loftet og siger det er den. Den havde vi også kikket på, men jeg vidste at den plejede komme med en lang konstant hyletone, desuden mente Annet jo ikke den kom fra loftet. Min nabo fortæller mig, at sådan lyder det, når batteriet er ved at løbe tør for strøm. Det kunne Annet selvfølgelig ikke vide og jeg troede jo på hende, men så fik vi da endnu en ahaoplevelse.
Fuglen er fløjet.
Der er flyttet en lyd ind hos mig, en højfrekevent tone, der kommer i intervaller med 2 – 3 minutters mellemrum eller måske lidt mere. Jeg har været på jagt i lejligheden for at spore mig frem til lyden, men forgæves, men så er det godt at få besøg af en hørende, der måske kan hjælpe.
Jeg fik besøg af Annet, der bliver forskrækket første gang hun hører den, netop som hun var kommet ind i entreen og vi går nu på jagt sammen. Hun siger det lyder som en fugl, og får lokaliseret lyden til at komme fra bagsiden af min soveværelsesdør, hvor min morgenkåbe hænger sammen med en stor papirspose.
Vi går ind i soveværelset og venter på at lyden kommer nok engang. Annet peger og siger den er der. Hvad er det? En fugl, siger Annet nok så overbevisende, men jeg tvivler nu alligevel, da jeg vidste at lyden havde været der i et par dage. Jeg har forleden haft vinduet stående vidt åbent en hel dag og tænker der måske alligevel skulle være en fugl, der er kommet på afveje. Annet prikker til papirsposen og siger, ja den er der, det lyder som om den græder og det manede simpelthen al min tvivl til jorden. Åh nej, tænkte jeg, og blev helt dårlig ved tanken om en totalt udmagret fugl, der forgæves havde skreget om hjælp og var ved at dø bare fordi jeg ikke fattede noget. Dumme mig.
Vi står og kikker på hinanden og jeg siger med hævet stemme: Hvad gør vi? Jeg kan ikke klare tanken om at skulle kikke ned i posen, men Annet mener jo hun har gjort sit nu hvor hun har lokaliseret lyden og går ind i stuen. Forståeligt nok. Jeg derimod bare bliver stående og aner ingen levende råd, men åbner vinduet i håb om at den med lidt hjælp vil være i stand til at flyve sin vej. Jeg tør ikke tage posen og lidt efter er Annet tilbage, modigt tager hun posen ned og skynder sig hen til vinduet, hvor hun ligger den med åbningen ud af vinduet.
Lyden kom igen, men et andet sted fra og Annet tager posen tilbage. Den er tom. Vi leder igen, men kan ikke finde den stakkels fugl. Annet mener nu, at lyden kommer fra entreen og ikke de tilstødende værelser, og vi kikker fortvivlet omkring, for her er ikke mange gemmesteder for selv en lille fugl. Der er ingenting i skohylderne og i kurven med sokker til gæsterne i min fodkolde lejlighed. Annet mener ikke lyden kommer fra loftet og vi bliver enige om, at den må være under gulvbrædderne. Vi opgiver og sætter os ind i stuen, men vi hører begge lyden gentage sig hele aftenen. Annet sover hos mig til næste morgen og hun hører den også hele natten. Jeg mente nu at det måtte være noget ikke-levende, men Annet mente stadig det kunne være en fugl eller måske var det et insekt hun synes hun havde hørt før. Jeg kan ikke lige komme på et insekt, der lever om vinteren og én der giver en så høj lyd fra sig, men hvad ved jeg om det?
Da Annet var gået igen, gik jeg op på tørreloftet med vasketøjet og her møder jeg naboen i færd med at hænge ditto op. Jeg benytter mig af lejligheden til at spørge om hun har hørt noget inde hos dem. Jeg fortæller hende historien om lyden og den mystiske fugl, og hun tager nysgerrigt med ned i lejligheden. Første gang hun hører lyden peger hun sporenstregs på brandalarmen i loftet og siger det er den. Den havde vi også kikket på, men jeg vidste at den plejede komme med en lang konstant hyletone, desuden mente Annet jo ikke den kom fra loftet. Min nabo fortæller mig, at sådan lyder det, når batteriet er ved at løbe tør for strøm. Det kunne Annet selvfølgelig ikke vide og jeg troede jo på hende, men så fik vi da endnu en ahaoplevelse.
Fuglen er fløjet.
11.2.07
Et gensyn med Uganda
Uganda har fundet vej til biograferne. I filmen ”The last king of Scotland”, der handler om den tidligere præsident og diktator Idi Amin i 70´erne. Filmen er baseret på virkelige hændelser, men er vist som flest en blanding af fakta og fiktion, for at undgå at ende som en dokumentarfilm. Det gør ondt at se den afrikanske virkelighed, men samtidig var det fantastisk at ”vende tilbage” og få lov at genopleve Uganda. Det var så velkendt det hele, selv historien om Idi Amin, som jeg heldigvis kun kender en lille brøkdel af, for han var helt igennem en skidt person.
Idi Amin døde i eksil i Saudi Arabien i 2003, da jeg boede i Uganda og der var stor diskussion om hvorvidt han skulle hjem til Uganda og begraves ude i den landsby i Arua-distriktet, hvor han er født og opvokset. Holdningen blandt mange af dem jeg talte med var at, selvfølgelig skulle han det, for han var jo én af deres. Er han også det efter alt hvad han har gjort? NB Han har udført tortur og myrdet op til 300.000 mennesker. Flere svarede, at Idi Amin hører til her, sket er sket og vi har tilgivet ham for hans onde gerninger, for vi skal huske at han også gjorde en masse godt for mange ugandere. Hjem kom han og mere blev der vist heller ikke talt om den sag.
På et tidspunkt i filmen bliver den unge naive skotske nyuddannede læge, der er blevet Amins personlige læge og rådgiver interviewet af en journalist. Pludselig slår det mig, at jeg kender skuespilleren, der spiller journalisten. Det viser sig, at være min egen læge fra den tid jeg boede i Uganda. Jeg tjekker rulleteksterne for navne og jo den er god nok, han hedder Dr. Stockley. En engelsk læge, der har boet i Uganda det meste af hans liv, men en typisk englænder med sort humor. Lige meget hvad jeg fejlede eller ikke, så fik jeg ordineret en Bell(ugandisk øl). Der var også engang Annet havde meget høj feber, og jeg fik hende ind for at blive tilset af Dr. Stockley, der tjekkede hendes blod for malaria, der desværre viste sig at være positiv. Stockley sagde til Annet, der lå pakket ind i tæpper på briksen, at hun var ved at dø. Det virker umiddelbart sarkastisk, men det var hans måde at være humoristisk på, malaria er livsfarligt, ja, men han var jo dygtig nok til at vide, at den endnu ikke var så fremskreden at den kunne behandles.
Faktisk var jeg inde og se filmen med Annet, som er i Danmark pt. Annet fortæller glad, at det er Kawesa, der har leveret musikken til filmen. Kawesa er en kendt ugandisk musiker, og han og hans kæreste Rita er Annets gode venner. Ikke mærkeligt, at vi følte os ret meget hjemme i filmen trods grusomhederne.
I 1976 bliver et Et Al fly fra Israel kapret og ledt til Entebbe lufthavn(den internationale lufthavn i Uganda), og også det bliver berørt i filmen og jeg mindes flyet, der stadig står halvt forfaldent dernede og kan ses, når man kører ud af lufthavnen. Jeg synes der var snak om at omdanne flyet til en cafe? Ja en cafe, men det var måske bare et rygte?
Før filmen begyndte og efter at rulleteksterne var sluppet op var der en mand, der stillede sig op nede foran lærredet og fortalte en hel masse. Han blev både filmet og fotograferet. Men ak, jeg hørte ikke hvad han sagde og Annet forstår ikke tilstrækkeligt dansk til at kunne oversætte. Jeg spurgte efterfølgende en sidemand, men han talte utydeligt, så heller ikke det fangede jeg meget af. På vej ud besluttede jeg mig for at kontakte manden himself og spørge. Undskyld, jeg er døv(nogle gange er det nemmere bare at sige at man er døv), så jeg hørte ikke hvad du sagde, hvad fortalte du og hvem er du egentlig? Han undskyldte forvirrende, at han ikke kunne tegnsprog og jeg svarede at jeg godt kan mundaflæse. Det er ellers yderst sjældent jeg møder nogen, der beklager at de ikke behersker tegnsprog! Han tog sig tid til at fortælle, at han var kameramanden til filmen og at han var i Uganda i sammenlagt 4 måneder for at optage til filmen. Jeg kunne ikke svare med andet end et wow og en flot film du har lavet. Jeg præsenterede Annet for ham, og da han begyndte at tale dansk til hende måtte jeg fortælle ham hun ikke forstår dansk, han blev forvirret nok en gang. Det var nok mest fordi jeg havde lagt ud med at sige jeg var døv og måske troede Annet også var det, men han fandt da ud af det og sagde ”Thank you for a fantastic country”.
Hold da op, tænk hvis det var sådan, hver gang man gik i biffen, ligefrem at møde folk man kender i filmen og møde de kendte live. Jeg fik ikke hans navn, men fandt efterfølgende ud af, at det må have været Anthony Dod Mantle, som også har filmet andre topfilm, som f.eks. Festen og Manderlay.
Uganda har fundet vej til biograferne. I filmen ”The last king of Scotland”, der handler om den tidligere præsident og diktator Idi Amin i 70´erne. Filmen er baseret på virkelige hændelser, men er vist som flest en blanding af fakta og fiktion, for at undgå at ende som en dokumentarfilm. Det gør ondt at se den afrikanske virkelighed, men samtidig var det fantastisk at ”vende tilbage” og få lov at genopleve Uganda. Det var så velkendt det hele, selv historien om Idi Amin, som jeg heldigvis kun kender en lille brøkdel af, for han var helt igennem en skidt person.
Idi Amin døde i eksil i Saudi Arabien i 2003, da jeg boede i Uganda og der var stor diskussion om hvorvidt han skulle hjem til Uganda og begraves ude i den landsby i Arua-distriktet, hvor han er født og opvokset. Holdningen blandt mange af dem jeg talte med var at, selvfølgelig skulle han det, for han var jo én af deres. Er han også det efter alt hvad han har gjort? NB Han har udført tortur og myrdet op til 300.000 mennesker. Flere svarede, at Idi Amin hører til her, sket er sket og vi har tilgivet ham for hans onde gerninger, for vi skal huske at han også gjorde en masse godt for mange ugandere. Hjem kom han og mere blev der vist heller ikke talt om den sag.
På et tidspunkt i filmen bliver den unge naive skotske nyuddannede læge, der er blevet Amins personlige læge og rådgiver interviewet af en journalist. Pludselig slår det mig, at jeg kender skuespilleren, der spiller journalisten. Det viser sig, at være min egen læge fra den tid jeg boede i Uganda. Jeg tjekker rulleteksterne for navne og jo den er god nok, han hedder Dr. Stockley. En engelsk læge, der har boet i Uganda det meste af hans liv, men en typisk englænder med sort humor. Lige meget hvad jeg fejlede eller ikke, så fik jeg ordineret en Bell(ugandisk øl). Der var også engang Annet havde meget høj feber, og jeg fik hende ind for at blive tilset af Dr. Stockley, der tjekkede hendes blod for malaria, der desværre viste sig at være positiv. Stockley sagde til Annet, der lå pakket ind i tæpper på briksen, at hun var ved at dø. Det virker umiddelbart sarkastisk, men det var hans måde at være humoristisk på, malaria er livsfarligt, ja, men han var jo dygtig nok til at vide, at den endnu ikke var så fremskreden at den kunne behandles.
Faktisk var jeg inde og se filmen med Annet, som er i Danmark pt. Annet fortæller glad, at det er Kawesa, der har leveret musikken til filmen. Kawesa er en kendt ugandisk musiker, og han og hans kæreste Rita er Annets gode venner. Ikke mærkeligt, at vi følte os ret meget hjemme i filmen trods grusomhederne.
I 1976 bliver et Et Al fly fra Israel kapret og ledt til Entebbe lufthavn(den internationale lufthavn i Uganda), og også det bliver berørt i filmen og jeg mindes flyet, der stadig står halvt forfaldent dernede og kan ses, når man kører ud af lufthavnen. Jeg synes der var snak om at omdanne flyet til en cafe? Ja en cafe, men det var måske bare et rygte?
Før filmen begyndte og efter at rulleteksterne var sluppet op var der en mand, der stillede sig op nede foran lærredet og fortalte en hel masse. Han blev både filmet og fotograferet. Men ak, jeg hørte ikke hvad han sagde og Annet forstår ikke tilstrækkeligt dansk til at kunne oversætte. Jeg spurgte efterfølgende en sidemand, men han talte utydeligt, så heller ikke det fangede jeg meget af. På vej ud besluttede jeg mig for at kontakte manden himself og spørge. Undskyld, jeg er døv(nogle gange er det nemmere bare at sige at man er døv), så jeg hørte ikke hvad du sagde, hvad fortalte du og hvem er du egentlig? Han undskyldte forvirrende, at han ikke kunne tegnsprog og jeg svarede at jeg godt kan mundaflæse. Det er ellers yderst sjældent jeg møder nogen, der beklager at de ikke behersker tegnsprog! Han tog sig tid til at fortælle, at han var kameramanden til filmen og at han var i Uganda i sammenlagt 4 måneder for at optage til filmen. Jeg kunne ikke svare med andet end et wow og en flot film du har lavet. Jeg præsenterede Annet for ham, og da han begyndte at tale dansk til hende måtte jeg fortælle ham hun ikke forstår dansk, han blev forvirret nok en gang. Det var nok mest fordi jeg havde lagt ud med at sige jeg var døv og måske troede Annet også var det, men han fandt da ud af det og sagde ”Thank you for a fantastic country”.
Hold da op, tænk hvis det var sådan, hver gang man gik i biffen, ligefrem at møde folk man kender i filmen og møde de kendte live. Jeg fik ikke hans navn, men fandt efterfølgende ud af, at det må have været Anthony Dod Mantle, som også har filmet andre topfilm, som f.eks. Festen og Manderlay.
6.2.07
Operation tur/retur?
Det var før jul. Jeg havde haft en travl uge og skulle have besøg af Jytte, min sengekammerat fra Gentofte, fredag aften. Der var kun en ekstra arbejdsuge til jul, så det gjorde ikke noget at der var ekstra pres på nu, for nu skulle jeg snart have ferie. Skønt. Jytte sagde, at jeg så træt ud, sådan følte jeg det egentlig ikke, men da hun var gået havde jeg alligevel en følelse af, at jeg ikke var helt på toppen. Jeg var bare træt, tænkte jeg og jeg skulle ikke tidligt op næste morgen.
Næste morgen blev jeg klar over, da jeg stod ud af sengen, at jeg havde fået mig et nyt svimmelhedsanfald. Som sidst vaklede jeg ud på toilettet, og med den erfaring jeg havde fra sidst tog jeg kun en lille sjat ymer og satte mig i sofaen. Ymeren blev stående på bordet, og snart lagde jeg mig ned. Det hele kørte rundt for mig, selv når jeg lå stille og jeg havde kvalme. Jeg blev ked af at konstatere, at der tilsyneladende var et mønster, der nu gentog sig. Men hvis det skulle være lig sidst, så ville det være ovre allerede søndag og det var da til en lillebitte trøst.
Jeg skulle have julehygget mig med Rikke i byen, men hun kom hjem til mig i stedet og straks som hun var kommet ind af døren måtte jeg ud på toilettet og jeg brækkede mig. Sikke en velkomst. Tænk, jeg kastede op, det gjorde jeg end ikke efter operationen eller sidst jeg var svimmel, der skal faktisk meget til, men denne gang gjorde jeg det? Det gjorde desværre ikke noget ved min tilstand, jeg var lige dårlig. Efter et par mariekiks og en masse cola til at tage syren, kastede jeg op endnu engang.
Teorien holdt ikke, det blev ikke bedre søndag, og mandag ringede jeg og meldte mig syg. Jeg var så småt begyndt at blive lidt bekymret og ringede til min lydtekniker, Jesper, på Gentofte. Jeg havde nemlig 2 dage før jeg blev syg været til den 4. lydjustering. Der var gået 2 måneder siden apparatet blev justeret sidst, og det havde været en periode, hvor jeg synes lydene var meget skarpe og hvor jeg ikke synes jeg mærkede den store fremgang. Det var først de sidste 2 uger, at det begyndte at rykke, særligt efter en høretræning. Jeg har tid til en høretræning fast 2 timer ugentligt, men har været lidt uheldig med en hørepædagog, der skal på kursus, som har et barn der bliver syg i tide og utide og nu selv er sygemeldt - det kan hun selvfølgelig ikke gøre for - men der var så en gang, da det var blevet december, hvor vi mødtes og efter denne ene gang kunne jeg skrue op for lyden. Så jo jeg tror høretræning giver en masse.
Jesper havde fået et nyt program siden sidst, som ikke har indflydelse på selve apparatet eller lyden, men måden man arbejder med computeren på. Jeg sad som sædvanlig og skulle sige ja, når jeg kunne høre tonerne og stop når de blev for høje. Da han så havde klarlagt en ”ny hørelse” og den blev tændt første gang tænkte jeg: Wow! Jespers stemme gik tydeligere igennem, men umiddelbart efter opdagede Jesper en fejl på computeren, som han retter til, men så var lyden tilbage ved udgangspunktet og det var altså ikke godt nok.
Jesper forklarede at med min særlige elektrode(straight), anbefaler firmaet ikke at tilføje mere end 250 Mhz, men computeren stillede automatisk om til 1200 Mhz, som er normalen for den sædvanlige elektrode(contour). Han mente dog ikke der var noget i vejen for at stille den så højt, når jeg følte det var bedre. Fedt! Det var som at have opdaget, at han havde forbudt slik i skuffen og at han overgivende gav hele posen til mig, fordi jeg var vild med dem og ikke nænnede andet.
Se det var derfor jeg ringede til Jesper, for at høre om der var noget om anbefalingerne fra firmaet siden jeg var blevet svimmel, hvilket han dog afviste. Jeg ringede efter hans opfordring til en sygeplejerske på afdelingen, der gav mig en tid hos kirurgen torsdag. Tiden sneglede af sted og godt nok kastede jeg ikke op mere, men jeg havde ikke fået det synligt bedre.
Onsdag blev jeg spurgt om jeg ville med i biografen. Jeg var ved at få spat af at være muttersalene med min svimmelhed, og mindedes en sygeplejerske, da jeg blev opereret, der sagde: ”det er ikke godt at ligge i sengen, når man er svimmel”. Med denne morale besluttede jeg mig for standhaftigt at prøve at gå de 10 – 15 min. ned til Vanløse bio. Jeg gik som en fuld mand, jeg zigzaggede hen ad fortovet, men jeg kom da sikkert frem om end det nok tog lidt længere tid end sævanligt. Vi så Casino Royale og den aktion, der blev lagt ud med, på megahøje byggekraner fik min svimmelhed med et krydderi af min højdeskræk, til at eskalere, men da vi kom til jorden igen fortog det sig straks. Helt godt var det ikke da filmen var slut, og da jeg skulle rejse mig igen. Det endte da også med, at jeg arm i arm blev fulgt helt hjem til døren.
Endelig oprandt dagen, hvor jeg skulle tilses af kirurgen. Jeg tog en taxa til Gentofte, og chaufføren kørte usædvanligt roligt og det bemærkede jeg overfor ham. Det var ikke første gang han havde hørt det, og tilføjede at han med årene i en taxa havde fundet ud af at det slet ikke kunne betale sig at ræse frem til det næste lyskryds, når der alligevel var rødt.
Det var medkirurgen Caye, som skulle tilse mig. Det var ham jeg var til indlæggelsessamtale hos, ham som skulle bore i kraniet og overlade det lidt mere komplicerede arbejde til Stangerup. Ja, det var ham, som gjorde mig opmærksom på, at det ikke var Thomsen, men Stangerup der skulle operere mig. Caye lod mig siden hen vide, at han på operationsdagen blev sat på en anden opgave, hvorfor Stangerup gjorde hele arbejdet.
Nå, men skidt nu med det, det var altså Caye jeg mødte den dag. Han kikkede mig i ørene, og der var ikke spor af noget usædvanligt. Han kikkede mig i øjnene, og heller ikke her var der noget at se. Han rystede mig på hovedet med sine hænder, for at se om det gav udslag i øjnene, han bad mig stå op og lukke øjnene for at se hvor slemt det stod til. Jeg stod og svingede om mig selv, eller sådan føltes det i hvert fald, men måske var det kun i mit hoved?
Tjaah, sagde Caye, det er noget vi er nødt til at følge op på, for der er ikke noget at se og hvis det fortsætter, så kan vi blive nødt til at tage elektroden ud igen. NEJ, tænkte jeg bare, ikke det. Det ville være en operation tur/retur. Jeg spurgte om, der var andre der havde det på samme måde, som for at søge trøst. Det sagde han nej til og jeg kunne ikke længere holde gråden, der sad som en klump i halsen. Jeg havde nok grædt alligevel. Jeg bare sad der og havde det så dårligt, det havde stået på nu næsten en uge og der var ikke udsigt til at det blev bedre. Værst var det, at der ikke var nogen forklaring. Caye vendte sig om for at skrive en recept til piller mod svimmelhed og andre mod kvalme og vi aftalte en ny tid i det nye år, hvor jeg skulle tilses af Stangerup.
Caye gav mig recepten, og alt i mens jeg snøftende prøvede at komme til mig selv igen, foreslog han, at jeg fik foretaget en blodprøve hos mig egen læge, for at udelukke andre ting. Tanken om at jeg skulle bevæge mig hen til min læge, der sikkert ikke engang havde tid til at se mig før jul - der var nu kun 3 dage til jul - var ikke just opmuntrende. Der vrimlede med sygeplejersker på gangen og jeg spurgte om ikke det var noget jeg kunne få ordnet med det samme. Caye spurgte, men det lod sig ikke gøre, men kom dog i stedet i tanker om, at vi kunne få tjekket min urin. Jeg leverede varen og straks prøven lå klar så hele situationen med et helt anderledes ud: Jeg havde urinvejsinfektion!
Var der måske noget at sige til, at jeg lignede et stort spørgsmålstegn til at begynde med? Jeg kunne ikke få en urinvejsinfektion kædet sammen med svimmelhed, kvalme og opkast. Med et forsigtigt smil om munden sagde Caye, at det sagtens kan være symptomerne herpå. Med tanke på en blærebetændelse, jeg havde haft for mange år siden, husker jeg det som var det at tisse glasskår, men til det sagde han, at der ikke nødvendigvis behøvede være lokale symptomer. Caye skrev straks en ny recept.
Sådan blev fokus fra det ene øjeblik til det andet flyttet fra øret ”down under” og hvilken en lettelse. Stakkels øre, hvad det ikke er blevet beskyldt for. Vi blev enige om, at jeg beholdt recepten på piller mod svimmelhed og kvalme, hvis og hvis, ligesom jeg også beholdt tiden hos Stangerup. Jeg fik antibiotika til 3 dage og allerede efter den første dag vidste jeg, at det ikke blev nødvendigt at gøre mere ved det.
Det var før jul. Jeg havde haft en travl uge og skulle have besøg af Jytte, min sengekammerat fra Gentofte, fredag aften. Der var kun en ekstra arbejdsuge til jul, så det gjorde ikke noget at der var ekstra pres på nu, for nu skulle jeg snart have ferie. Skønt. Jytte sagde, at jeg så træt ud, sådan følte jeg det egentlig ikke, men da hun var gået havde jeg alligevel en følelse af, at jeg ikke var helt på toppen. Jeg var bare træt, tænkte jeg og jeg skulle ikke tidligt op næste morgen.
Næste morgen blev jeg klar over, da jeg stod ud af sengen, at jeg havde fået mig et nyt svimmelhedsanfald. Som sidst vaklede jeg ud på toilettet, og med den erfaring jeg havde fra sidst tog jeg kun en lille sjat ymer og satte mig i sofaen. Ymeren blev stående på bordet, og snart lagde jeg mig ned. Det hele kørte rundt for mig, selv når jeg lå stille og jeg havde kvalme. Jeg blev ked af at konstatere, at der tilsyneladende var et mønster, der nu gentog sig. Men hvis det skulle være lig sidst, så ville det være ovre allerede søndag og det var da til en lillebitte trøst.
Jeg skulle have julehygget mig med Rikke i byen, men hun kom hjem til mig i stedet og straks som hun var kommet ind af døren måtte jeg ud på toilettet og jeg brækkede mig. Sikke en velkomst. Tænk, jeg kastede op, det gjorde jeg end ikke efter operationen eller sidst jeg var svimmel, der skal faktisk meget til, men denne gang gjorde jeg det? Det gjorde desværre ikke noget ved min tilstand, jeg var lige dårlig. Efter et par mariekiks og en masse cola til at tage syren, kastede jeg op endnu engang.
Teorien holdt ikke, det blev ikke bedre søndag, og mandag ringede jeg og meldte mig syg. Jeg var så småt begyndt at blive lidt bekymret og ringede til min lydtekniker, Jesper, på Gentofte. Jeg havde nemlig 2 dage før jeg blev syg været til den 4. lydjustering. Der var gået 2 måneder siden apparatet blev justeret sidst, og det havde været en periode, hvor jeg synes lydene var meget skarpe og hvor jeg ikke synes jeg mærkede den store fremgang. Det var først de sidste 2 uger, at det begyndte at rykke, særligt efter en høretræning. Jeg har tid til en høretræning fast 2 timer ugentligt, men har været lidt uheldig med en hørepædagog, der skal på kursus, som har et barn der bliver syg i tide og utide og nu selv er sygemeldt - det kan hun selvfølgelig ikke gøre for - men der var så en gang, da det var blevet december, hvor vi mødtes og efter denne ene gang kunne jeg skrue op for lyden. Så jo jeg tror høretræning giver en masse.
Jesper havde fået et nyt program siden sidst, som ikke har indflydelse på selve apparatet eller lyden, men måden man arbejder med computeren på. Jeg sad som sædvanlig og skulle sige ja, når jeg kunne høre tonerne og stop når de blev for høje. Da han så havde klarlagt en ”ny hørelse” og den blev tændt første gang tænkte jeg: Wow! Jespers stemme gik tydeligere igennem, men umiddelbart efter opdagede Jesper en fejl på computeren, som han retter til, men så var lyden tilbage ved udgangspunktet og det var altså ikke godt nok.
Jesper forklarede at med min særlige elektrode(straight), anbefaler firmaet ikke at tilføje mere end 250 Mhz, men computeren stillede automatisk om til 1200 Mhz, som er normalen for den sædvanlige elektrode(contour). Han mente dog ikke der var noget i vejen for at stille den så højt, når jeg følte det var bedre. Fedt! Det var som at have opdaget, at han havde forbudt slik i skuffen og at han overgivende gav hele posen til mig, fordi jeg var vild med dem og ikke nænnede andet.
Se det var derfor jeg ringede til Jesper, for at høre om der var noget om anbefalingerne fra firmaet siden jeg var blevet svimmel, hvilket han dog afviste. Jeg ringede efter hans opfordring til en sygeplejerske på afdelingen, der gav mig en tid hos kirurgen torsdag. Tiden sneglede af sted og godt nok kastede jeg ikke op mere, men jeg havde ikke fået det synligt bedre.
Onsdag blev jeg spurgt om jeg ville med i biografen. Jeg var ved at få spat af at være muttersalene med min svimmelhed, og mindedes en sygeplejerske, da jeg blev opereret, der sagde: ”det er ikke godt at ligge i sengen, når man er svimmel”. Med denne morale besluttede jeg mig for standhaftigt at prøve at gå de 10 – 15 min. ned til Vanløse bio. Jeg gik som en fuld mand, jeg zigzaggede hen ad fortovet, men jeg kom da sikkert frem om end det nok tog lidt længere tid end sævanligt. Vi så Casino Royale og den aktion, der blev lagt ud med, på megahøje byggekraner fik min svimmelhed med et krydderi af min højdeskræk, til at eskalere, men da vi kom til jorden igen fortog det sig straks. Helt godt var det ikke da filmen var slut, og da jeg skulle rejse mig igen. Det endte da også med, at jeg arm i arm blev fulgt helt hjem til døren.
Endelig oprandt dagen, hvor jeg skulle tilses af kirurgen. Jeg tog en taxa til Gentofte, og chaufføren kørte usædvanligt roligt og det bemærkede jeg overfor ham. Det var ikke første gang han havde hørt det, og tilføjede at han med årene i en taxa havde fundet ud af at det slet ikke kunne betale sig at ræse frem til det næste lyskryds, når der alligevel var rødt.
Det var medkirurgen Caye, som skulle tilse mig. Det var ham jeg var til indlæggelsessamtale hos, ham som skulle bore i kraniet og overlade det lidt mere komplicerede arbejde til Stangerup. Ja, det var ham, som gjorde mig opmærksom på, at det ikke var Thomsen, men Stangerup der skulle operere mig. Caye lod mig siden hen vide, at han på operationsdagen blev sat på en anden opgave, hvorfor Stangerup gjorde hele arbejdet.
Nå, men skidt nu med det, det var altså Caye jeg mødte den dag. Han kikkede mig i ørene, og der var ikke spor af noget usædvanligt. Han kikkede mig i øjnene, og heller ikke her var der noget at se. Han rystede mig på hovedet med sine hænder, for at se om det gav udslag i øjnene, han bad mig stå op og lukke øjnene for at se hvor slemt det stod til. Jeg stod og svingede om mig selv, eller sådan føltes det i hvert fald, men måske var det kun i mit hoved?
Tjaah, sagde Caye, det er noget vi er nødt til at følge op på, for der er ikke noget at se og hvis det fortsætter, så kan vi blive nødt til at tage elektroden ud igen. NEJ, tænkte jeg bare, ikke det. Det ville være en operation tur/retur. Jeg spurgte om, der var andre der havde det på samme måde, som for at søge trøst. Det sagde han nej til og jeg kunne ikke længere holde gråden, der sad som en klump i halsen. Jeg havde nok grædt alligevel. Jeg bare sad der og havde det så dårligt, det havde stået på nu næsten en uge og der var ikke udsigt til at det blev bedre. Værst var det, at der ikke var nogen forklaring. Caye vendte sig om for at skrive en recept til piller mod svimmelhed og andre mod kvalme og vi aftalte en ny tid i det nye år, hvor jeg skulle tilses af Stangerup.
Caye gav mig recepten, og alt i mens jeg snøftende prøvede at komme til mig selv igen, foreslog han, at jeg fik foretaget en blodprøve hos mig egen læge, for at udelukke andre ting. Tanken om at jeg skulle bevæge mig hen til min læge, der sikkert ikke engang havde tid til at se mig før jul - der var nu kun 3 dage til jul - var ikke just opmuntrende. Der vrimlede med sygeplejersker på gangen og jeg spurgte om ikke det var noget jeg kunne få ordnet med det samme. Caye spurgte, men det lod sig ikke gøre, men kom dog i stedet i tanker om, at vi kunne få tjekket min urin. Jeg leverede varen og straks prøven lå klar så hele situationen med et helt anderledes ud: Jeg havde urinvejsinfektion!
Var der måske noget at sige til, at jeg lignede et stort spørgsmålstegn til at begynde med? Jeg kunne ikke få en urinvejsinfektion kædet sammen med svimmelhed, kvalme og opkast. Med et forsigtigt smil om munden sagde Caye, at det sagtens kan være symptomerne herpå. Med tanke på en blærebetændelse, jeg havde haft for mange år siden, husker jeg det som var det at tisse glasskår, men til det sagde han, at der ikke nødvendigvis behøvede være lokale symptomer. Caye skrev straks en ny recept.
Sådan blev fokus fra det ene øjeblik til det andet flyttet fra øret ”down under” og hvilken en lettelse. Stakkels øre, hvad det ikke er blevet beskyldt for. Vi blev enige om, at jeg beholdt recepten på piller mod svimmelhed og kvalme, hvis og hvis, ligesom jeg også beholdt tiden hos Stangerup. Jeg fik antibiotika til 3 dage og allerede efter den første dag vidste jeg, at det ikke blev nødvendigt at gøre mere ved det.
22.1.07
Mens I venter
Det er temmelig længe siden jeg har fået skrevet et ordentligt indlæg, og jeg håber selv at få skrevet et inden alt for længe, for som jeg vist osse skrev er der altså sket ting og sager.
Jeg er blevet spurgt hist og pist om der snart er noget på trapperne, så selvom det ikke strømmer ind med kommentarer her på siden, så bevidner det jo at min blog bliver læst. Det er jo dejligt, selvom det er lidt svært at se, for forsiden bliver ikke krøllet, ligesom der ikke er nogen æselører der markerer besøgene. Selvom kommentarer er velkomne uanset hvem du måtte være, så er dem jeg får face to face da bestemt også rare, og mens I venter kan I jo kikke ind på http://www.matcen.dk/default.asp?pageid=165 og se at skriveriet ikke har ligget på den helt lade side.
Men jeg lover Jer det varer ikke længe før julepynten bliver lagt væk!
Det er temmelig længe siden jeg har fået skrevet et ordentligt indlæg, og jeg håber selv at få skrevet et inden alt for længe, for som jeg vist osse skrev er der altså sket ting og sager.
Jeg er blevet spurgt hist og pist om der snart er noget på trapperne, så selvom det ikke strømmer ind med kommentarer her på siden, så bevidner det jo at min blog bliver læst. Det er jo dejligt, selvom det er lidt svært at se, for forsiden bliver ikke krøllet, ligesom der ikke er nogen æselører der markerer besøgene. Selvom kommentarer er velkomne uanset hvem du måtte være, så er dem jeg får face to face da bestemt også rare, og mens I venter kan I jo kikke ind på http://www.matcen.dk/default.asp?pageid=165 og se at skriveriet ikke har ligget på den helt lade side.
Men jeg lover Jer det varer ikke længe før julepynten bliver lagt væk!
Abonner på:
Opslag (Atom)
