Hos fysioterapeuten

Endnu en historie fra dengang det var forår.
Jeg skulle til fysioterapeut med min ”knækkende” nakke. Det er ikke så voldsomt, som det måske lyder. Fysioterapeuten hedder Rie og jeg har været hos hende efterhånden nogle gange både før og efter operationen.
Rie er meget bevidst om, at jeg ikke kan høre så godt, så hun sørger for jeg kikker på hende og taler så tydeligt, at det næsten er overdrevent. Hvis jeg ligger eller sidder med ryggen til plejer hun prikke på min skulder hvis hun vil sige noget. Det går simpelthen lige efter bogen!
Sidst jeg var hos Rie skulle jeg ligge på maven på en briks. Rie begyndte at tale til mig alt imens hun masserede mig, og pr. automatik var jeg på nippet til at løfte hovedet, sige ”hva” og kikke på hende som afventede jeg at få gentaget hvad hun netop havde sagt. Det lignede hende faktisk ikke at gøre det og det gik med et op for mig, at hun prøvede mig af. Faktisk forstod jeg også hvad hun sagde, så jeg blev da liggende, men der gik i forvirringen alligevel noget tid før jeg fik svaret hende og vi fortsatte troligt samtalen på denne måde.
Det var altså vildt underligt, at ligge der med hovedet sammenklemt i et hul i briksen og kikke ned på Rie´s bevægende fødder og så bare tale sammen. Der blev jeg vist indviet til en lille del af hørendes kultur.
Jeg bryder mig slet slet ikke om, at man ikke kikker på hinanden, når man snakker og det er der sikkert mange, også hørende, der kan nikke genkendende til. Det ville ellers være god træning for mig og hvis alle talte som Rie kunne meget sikkert lykkes, men igen er vanens magt stor. Jeg stoler nok alligevel ikke helt på min nye hørelse til, at jeg kan give slip på mundaflæsningen.
Ikke endnu i hvertfald.