Musikken

Danaflex, som er leverandør af Cochlear apparater, stod bag et arrangement i DGI-byen i København. Det var den amerikanske musiker Richard Reed, som skulle komme og fortælle sin historie om hvordan det var, først at blive døv, hvilket var ret uhensigtsmæssigt når musikken var hans levevej og hvordan det med CI var at høre igen.

Jeg var bange for, at Richard skulle vise sig at være en levende omvandrende reklamestolpe for Danaflex, der skulle fortælle at man bliver hørende med CI. Selvom musikken aldrig har fyldt særligt meget i mit liv, så valgte jeg alligevel at tage med. Og dog. Jeg spillede fløjte som lille og ynder stadig ved juletid at finde fløjten frem til stor ærgrelse for nogen, ligesom jeg elsker at synge med på særligt højskolesange, selvom jeg ved jeg synger pivefalsk.
Musikken har aldrig fyldt på den måde, at jeg hører musik dagligt eller hører en sang igen og igen for med store anstrengelser at lære at genkende eller endnu sværere at synge med på dem. Det lykkedes vist en enkelt gang, hvor Bruce Springsteen var fremme med Born in USA at lære den så godt at jeg faktisk kunne genkende den når den blev spillet og jeg dyrkede den totalt.
Musik for mig er en grød af lyde og jeg har altid haft svært ved at skelne instrumenterne og stemmerne fra hinanden. Det er også lige før jeg ikke kunne høre forskel på børnesange og heavy, så for mig var det hip som hap hvad der blev spillet på dansegulvet, bare der blev givet godt med bas.
Jeg kunne måske få mere ud af det nu med CI´en, men til det kræver noget motivation og interesse. Modsat Richard har jeg jo aldrig hørt bedre end jeg gør nu og først nu skal jeg lære musikken at kende på en ny måde hvis jeg vil, hvor Richard tidligere har kunnet høre og rent faktisk kan genkende musikken om end det for ham må lyde anderledes.

Richard glemmer at fortælle sin egen historie eller også havde jeg bare en forventning om at høre mere om ham selv. Meget hurtigt fokuserer han på de musikstykker som han har lavet til CI-brugere. Jeg kunne da godt høre dem, og hvordan tonerne dansede op og ned, høre stemmen og følge ordene ved hjælp af teksten som blev vist på storskærmen, men det var nu ikke den store musikalske oplevelse for mig. Richard brugte også sit keyboard til at illustrere hvordan lydene lød for ham, da han havde fået CI.

Først bagefter, da der var åbent for spørgsmål, får jeg at vide at han er født hørende og har været døv i 10 år før han vælger at få CI, som han nu har haft i 5 år.
Der bliver spurgt af en forælder til et CI-barn hvad man skal gøre for at få sit barn til at synge og spille musik, og der tænker jeg straks hvad hvis barnet ikke har lyst? Hvorfor skal et hørehæmmet barn absolut kæmpe med ting, som er svære for én? Der findes masser af muligheder for det hørehæmmede barn, så hvorfor fokusere på begrænsningerne med mindre barnet selv har lyst til at tage udfordringen op? Er det et udtryk for manglende accept af barnets dårlige hørelse eller den stædige tro på at det kan høre normalt? Jeg er udmærket klar over, at særligt børn har stor glæde af CI, fordi de har fået det på et tidligt tidspunkt, men barnet vil immer noch være hørehæmmet.
Det er heller ikke alle hørende børn, der gider synge eller spille og heldigvis er CI-børns evner og lyster ligeså forskellige. At man er CI-bruger er ikke pr automatik ensbetydende med at det fuldt ud hører de 30 db over hele linien, som det siges teknikken formår at yde, men det afhænger i lige så høj grad af hvem det er du har med at gøre.
Richard kom vist med et svar om at det kræver en masse ommere og træning!

Jeg er faktisk lidt glad og lettet, da Richard svarer på et spørgsmål om hvor meget han får ud af at se en film i biografen. Svaret var at han på grund af baggrundsmusik og støj kun får ca 8 % med af dialogen. Mens jeg skriver dette bliver jeg pludselig i tvivl om der blev sagt 80% og så er det jo en helt klart en anden historie, men jeg vælger at stole på skrivetolken.

Vi får alle noget forskelligt ud af CI, men det vigtigste er hvad man selv(og ikke omgivelserne) får ud af det og hvis det er godt er det godt. Man kan meget med en CI og jeg er selv glad og tilfreds, for jeg har aldrig hørt bedre, men vi kommer ikke udenom at der er visse begrænsninger. En CI kan justeres efterhånden, så lydene bliver bedre og bedre, men det vil aldrig normaliseres, som man kan det med briller, hvor man med den rette styrke ser fuldstændigt normalt. Som skrevet ovenfor er Richard selv inde på eet af de største problematikker, nemlig baggrundsstøjen.

Jeg har en temmelig fastgroet identitet som hørehæmmet nu på det 36. år, som f.eks. gør at jeg ikke med eet skipper mundaflæsningen som en naturlig fremgangsmåde ved kommunikation. Jeg opdager da også at jeg mange gange i stille omgivelser rent faktisk hører hvad der bliver sagt uden mundaflæsning, men det er stadig en utrolig uvant situation for mig. Telefonsamtaler er heller ikke en del af min identitet, selvom jeg ved, at det måske kunne trænes op med CI. Denne evne kommer måske lige så langsomt, men måske ikke, for der findes jo andre gode alternativer, som sms og e-mail. For én der derimod har været hørende er det selvfølgelig anderledes, måske nærmest utænkeligt ikke at kunne komme til at snakke i telefon igen. Jeg er ihvertfald ikke spor i tvivl om at sådanne psykologiske og menneskelige faktorer også spiller en utrolig stor rolle i forbindelse med udbyttet af sin CI.

Sum summarum: At Richard som har været hørende det meste af hans liv kun får 8% ud af dialogen i en film med CI og at han er god til det med musik, hvilket ikke udelukkende skyldes hans hørelse med CI, men i lige så høj hans store passion for musikken får ikke mig til at se ham som en levende omvandrende reklamesøjle for Danaflex som frygtet, men som en heltnedepåjordenfyr. Hvis det er sådanne historier Danaflex kalder for solstrålehistorier giver det mig et anderledes og rigtig godt indtryk af firmaet, for mit største ønske er, at man går fra tendensen til udelukkende at se på CI´en og dens tekniske formåen, men ser på det enkelte menneske!