I Vietnam

Lige nu befinder min CI og jeg paa et hotel i Hoi An - et forholdsvist nyt turiststed i Vietnam. Vi har haft en slapperdag med en tur paa stranden. Mit haar er klistret af saltvand, min hud er klistret og smaabraender, mine foedder er haevet pga varmen og jeg har sand mellem taerne. Lyder det ikke bare eksotisk? Jeg bare nyder nyder min ferie. Det Vietnam jeg har set indtil videre er bare fantastisk, det er et land der har rejst sig imponerende hurtigt efter krigen.

Tænk…

.. jeg fik pakket før jeg gik i seng!!! Det er bare for fantastisk, selvom det blev klokken sent og sikke en rolig morgen. Vi – min CI og jeg m.fl. – er nu klar til at tage af sted og kryds fingre for at jeg for en gangs skyld får et sæde foran i flyet, så jeg kan være der med mine ben. Vi vil være i Ho Chi Minh kl. ca. 10 dansk tid i morgen.
Møjn møjn

Next stop: Vietnam

Min CI fylder et halvt år i morgen og vi tager sammen på ferie til Vietnam. En længe tiltrængt ferie, men jeg fatter endnu ikke at det er i morgen, ligesom jeg heller ikke har pakket. Det er der dog ikke noget nyt i. Mit spisebord er fyldt med ting jeg måske skal have med, men der skal nok sorteres fra for at få plads til det hele i rygsækken. Jeg kan først pakke, når jeg samme dag står med det tøj på som jeg skal rejse i. På det punkt er jeg nok lidt sær!
Min CI kræver til gengæld ikke den store forberedelse og dog. Jeg har lejet en ekstra CI fra London, da der ingen Cochlear servicekontor er i Vietnam og hvis mit eget skulle bukke under for fugten eller gå i stykker, så ville jeg være lost. Vel vidende, at hvis der bare går et par dage uden CI´en, så ville det kræve en ny lydjustering og man vil pga. den faldende modstand i elektroden gå nogle skridt tilbage i udviklingen. Det har jeg absolut ikke lyst til, men det danske system er endnu ikke indrettet sådan at man kan få udleveret ekstra apparater til ferien.
Alle CI- brugere har en USB-nøgle med sin hørelse liggende som en fil og i mange lande er der Cochlear servicekontorer, som sender et nyt apparat ud med kurerpost, hvis det skulle blive nødvendigt. Så i mange tilfælde er det slet ikke nødvendigt med et reserveapparat.
Disse servicekontorer findes dog ikke i den 3. verden, det siger sig selv. CI leverandøren Danaflex her i Danmark ydede en god service, det var ikke det, men apparatet skulle bestilles hjem fra London. Det koster kun sølle 300 kr for en måneds leje, det er jo ikke meget, når man tænker på hvad et helt nyt koster. Jeg tror det er 69.000 kr eller deromkring.
Så en ekstra CI kommer med i rygsækken, ligesom et ekstra høreapparat og et par ekstra briller også gør det. Det er standard, for jeg kan ikke undvære nogen af delene. Et nyt digitalkamera og mobilen kommer også med, så elektronikken fylder sammen med høreudstyret sin del.
Jeg tænker på den gang min veninde Lisbet fra HF og jeg rejste til Indien i 1992, havde vi da overhovedet noget elektronik med? Altså udover mine høreapparater. Dengang planlagde vi turen til mindste detalje og udleverede en liste over Poste Restante-adresser til familie og venner, således at vi kunne få breve hjemmefra på postkontoret i de større byer. Det var helt vildt fedt, selvom brevene havde været flere uger undervejs. I Vietnam kan jeg nås via mail, for jeg er da rimelig sikker på, at der i hvert fald i Hanoi findes en internetcafe og mobilen skulle også virke. I morgen drager vi på et 4,5 ugers eventyr og vi skal nok sende et postkort undervejs, men jeg må desværre skuffe postkort- og frimærkesamlerne, for det bliver højst sandsynligt et af de elektroniske slags man kan læse her på siden. Måske ikke så hyggeligt, men det er jo det nemmeste og så er der en god chance for at I vil høre fra mig før jeg er hjemme igen.