Operation tur/retur?

Det var før jul. Jeg havde haft en travl uge og skulle have besøg af Jytte, min sengekammerat fra Gentofte, fredag aften. Der var kun en ekstra arbejdsuge til jul, så det gjorde ikke noget at der var ekstra pres på nu, for nu skulle jeg snart have ferie. Skønt. Jytte sagde, at jeg så træt ud, sådan følte jeg det egentlig ikke, men da hun var gået havde jeg alligevel en følelse af, at jeg ikke var helt på toppen. Jeg var bare træt, tænkte jeg og jeg skulle ikke tidligt op næste morgen.
Næste morgen blev jeg klar over, da jeg stod ud af sengen, at jeg havde fået mig et nyt svimmelhedsanfald. Som sidst vaklede jeg ud på toilettet, og med den erfaring jeg havde fra sidst tog jeg kun en lille sjat ymer og satte mig i sofaen. Ymeren blev stående på bordet, og snart lagde jeg mig ned. Det hele kørte rundt for mig, selv når jeg lå stille og jeg havde kvalme. Jeg blev ked af at konstatere, at der tilsyneladende var et mønster, der nu gentog sig. Men hvis det skulle være lig sidst, så ville det være ovre allerede søndag og det var da til en lillebitte trøst.
Jeg skulle have julehygget mig med Rikke i byen, men hun kom hjem til mig i stedet og straks som hun var kommet ind af døren måtte jeg ud på toilettet og jeg brækkede mig. Sikke en velkomst. Tænk, jeg kastede op, det gjorde jeg end ikke efter operationen eller sidst jeg var svimmel, der skal faktisk meget til, men denne gang gjorde jeg det? Det gjorde desværre ikke noget ved min tilstand, jeg var lige dårlig. Efter et par mariekiks og en masse cola til at tage syren, kastede jeg op endnu engang.
Teorien holdt ikke, det blev ikke bedre søndag, og mandag ringede jeg og meldte mig syg. Jeg var så småt begyndt at blive lidt bekymret og ringede til min lydtekniker, Jesper, på Gentofte. Jeg havde nemlig 2 dage før jeg blev syg været til den 4. lydjustering. Der var gået 2 måneder siden apparatet blev justeret sidst, og det havde været en periode, hvor jeg synes lydene var meget skarpe og hvor jeg ikke synes jeg mærkede den store fremgang. Det var først de sidste 2 uger, at det begyndte at rykke, særligt efter en høretræning. Jeg har tid til en høretræning fast 2 timer ugentligt, men har været lidt uheldig med en hørepædagog, der skal på kursus, som har et barn der bliver syg i tide og utide og nu selv er sygemeldt - det kan hun selvfølgelig ikke gøre for - men der var så en gang, da det var blevet december, hvor vi mødtes og efter denne ene gang kunne jeg skrue op for lyden. Så jo jeg tror høretræning giver en masse.
Jesper havde fået et nyt program siden sidst, som ikke har indflydelse på selve apparatet eller lyden, men måden man arbejder med computeren på. Jeg sad som sædvanlig og skulle sige ja, når jeg kunne høre tonerne og stop når de blev for høje. Da han så havde klarlagt en ”ny hørelse” og den blev tændt første gang tænkte jeg: Wow! Jespers stemme gik tydeligere igennem, men umiddelbart efter opdagede Jesper en fejl på computeren, som han retter til, men så var lyden tilbage ved udgangspunktet og det var altså ikke godt nok.
Jesper forklarede at med min særlige elektrode(straight), anbefaler firmaet ikke at tilføje mere end 250 Mhz, men computeren stillede automatisk om til 1200 Mhz, som er normalen for den sædvanlige elektrode(contour). Han mente dog ikke der var noget i vejen for at stille den så højt, når jeg følte det var bedre. Fedt! Det var som at have opdaget, at han havde forbudt slik i skuffen og at han overgivende gav hele posen til mig, fordi jeg var vild med dem og ikke nænnede andet.
Se det var derfor jeg ringede til Jesper, for at høre om der var noget om anbefalingerne fra firmaet siden jeg var blevet svimmel, hvilket han dog afviste. Jeg ringede efter hans opfordring til en sygeplejerske på afdelingen, der gav mig en tid hos kirurgen torsdag. Tiden sneglede af sted og godt nok kastede jeg ikke op mere, men jeg havde ikke fået det synligt bedre.
Onsdag blev jeg spurgt om jeg ville med i biografen. Jeg var ved at få spat af at være muttersalene med min svimmelhed, og mindedes en sygeplejerske, da jeg blev opereret, der sagde: ”det er ikke godt at ligge i sengen, når man er svimmel”. Med denne morale besluttede jeg mig for standhaftigt at prøve at gå de 10 – 15 min. ned til Vanløse bio. Jeg gik som en fuld mand, jeg zigzaggede hen ad fortovet, men jeg kom da sikkert frem om end det nok tog lidt længere tid end sævanligt. Vi så Casino Royale og den aktion, der blev lagt ud med, på megahøje byggekraner fik min svimmelhed med et krydderi af min højdeskræk, til at eskalere, men da vi kom til jorden igen fortog det sig straks. Helt godt var det ikke da filmen var slut, og da jeg skulle rejse mig igen. Det endte da også med, at jeg arm i arm blev fulgt helt hjem til døren.
Endelig oprandt dagen, hvor jeg skulle tilses af kirurgen. Jeg tog en taxa til Gentofte, og chaufføren kørte usædvanligt roligt og det bemærkede jeg overfor ham. Det var ikke første gang han havde hørt det, og tilføjede at han med årene i en taxa havde fundet ud af at det slet ikke kunne betale sig at ræse frem til det næste lyskryds, når der alligevel var rødt.
Det var medkirurgen Caye, som skulle tilse mig. Det var ham jeg var til indlæggelsessamtale hos, ham som skulle bore i kraniet og overlade det lidt mere komplicerede arbejde til Stangerup. Ja, det var ham, som gjorde mig opmærksom på, at det ikke var Thomsen, men Stangerup der skulle operere mig. Caye lod mig siden hen vide, at han på operationsdagen blev sat på en anden opgave, hvorfor Stangerup gjorde hele arbejdet.
Nå, men skidt nu med det, det var altså Caye jeg mødte den dag. Han kikkede mig i ørene, og der var ikke spor af noget usædvanligt. Han kikkede mig i øjnene, og heller ikke her var der noget at se. Han rystede mig på hovedet med sine hænder, for at se om det gav udslag i øjnene, han bad mig stå op og lukke øjnene for at se hvor slemt det stod til. Jeg stod og svingede om mig selv, eller sådan føltes det i hvert fald, men måske var det kun i mit hoved?
Tjaah, sagde Caye, det er noget vi er nødt til at følge op på, for der er ikke noget at se og hvis det fortsætter, så kan vi blive nødt til at tage elektroden ud igen. NEJ, tænkte jeg bare, ikke det. Det ville være en operation tur/retur. Jeg spurgte om, der var andre der havde det på samme måde, som for at søge trøst. Det sagde han nej til og jeg kunne ikke længere holde gråden, der sad som en klump i halsen. Jeg havde nok grædt alligevel. Jeg bare sad der og havde det så dårligt, det havde stået på nu næsten en uge og der var ikke udsigt til at det blev bedre. Værst var det, at der ikke var nogen forklaring. Caye vendte sig om for at skrive en recept til piller mod svimmelhed og andre mod kvalme og vi aftalte en ny tid i det nye år, hvor jeg skulle tilses af Stangerup.
Caye gav mig recepten, og alt i mens jeg snøftende prøvede at komme til mig selv igen, foreslog han, at jeg fik foretaget en blodprøve hos mig egen læge, for at udelukke andre ting. Tanken om at jeg skulle bevæge mig hen til min læge, der sikkert ikke engang havde tid til at se mig før jul - der var nu kun 3 dage til jul - var ikke just opmuntrende. Der vrimlede med sygeplejersker på gangen og jeg spurgte om ikke det var noget jeg kunne få ordnet med det samme. Caye spurgte, men det lod sig ikke gøre, men kom dog i stedet i tanker om, at vi kunne få tjekket min urin. Jeg leverede varen og straks prøven lå klar så hele situationen med et helt anderledes ud: Jeg havde urinvejsinfektion!
Var der måske noget at sige til, at jeg lignede et stort spørgsmålstegn til at begynde med? Jeg kunne ikke få en urinvejsinfektion kædet sammen med svimmelhed, kvalme og opkast. Med et forsigtigt smil om munden sagde Caye, at det sagtens kan være symptomerne herpå. Med tanke på en blærebetændelse, jeg havde haft for mange år siden, husker jeg det som var det at tisse glasskår, men til det sagde han, at der ikke nødvendigvis behøvede være lokale symptomer. Caye skrev straks en ny recept.
Sådan blev fokus fra det ene øjeblik til det andet flyttet fra øret ”down under” og hvilken en lettelse. Stakkels øre, hvad det ikke er blevet beskyldt for. Vi blev enige om, at jeg beholdt recepten på piller mod svimmelhed og kvalme, hvis og hvis, ligesom jeg også beholdt tiden hos Stangerup. Jeg fik antibiotika til 3 dage og allerede efter den første dag vidste jeg, at det ikke blev nødvendigt at gøre mere ved det.