Prinsessebrækning

Forleden da jeg var på Gentofte mødtes jeg med Jørgen overlæge før jeg skulle til ludjustering. Jørgen er ham der indstiller folk til CI-operationen og bestemmer hvem der må blive opereret eller er i hvert fald én af dem derude, der sidder på bevillingerne og pengekassen.
Der var 3 ting jeg godt ville snakke med ham om blot for at være på den sikre side.
Den første gik forøget lydfølsomhed på høreapparatøret, hvilket betød at jeg måtte skrue ned for høreapparatet over en længere periode, fordi det gjorde ondt når det var stillet på normal styrke. Han vidste ikke hvad det kunne være, men kom alligevel med en teori om, at jeg med min unormale øresnegle på grund af Pendred Syndrom også havde en forøget risiko for lydfølsomhed.
Det udelukkede mine måske lidt utopiske teorier om, at det havde noget med samspillet med CI´øret at gøre.
Det andet var, at jeg har et ultrafølsomt område bag øret mellem implantatet og snittet bag øret. Når jeg bare rører ved det med min finger kan jeg mærke det rører på sig inde i øret, ligesom jeg også får en snert af let svimmelhed eller utilpashed. Det samme sker når jeg ligger på CI´siden og vender hovedet.
Heller ikke det kunne han komme med en god forklaring på, men mente måske der kunne være tale om et fænomen kaldet prinsesse…. Resten hørte jeg så ikke og godt nok agerede jeg prinsesse på scenen i foråret, men har jeg ikke lagt det fra mig endnu? Jeg tog det i mig og spurgte selvfølgelig hvad han snakkede om. Prinsessebrækning var det han sagde. A hva for noed? Jo ser du, sagde han, der er få mennesker som har det man kalder prinsessebrækning. Det er ligesom prinsessen på ærten, der er utrolig følsom og lige sådan er der mennesker, som får kvalme eller ligefrem brækker sig, når der bliver undersøgt og rørt ved i øregangen.
Jeg mindes pludselig dengang jeg var til kontrol på Sønderborg sygehus som barn sammen med min far. Lægen brugte et iskoldt instrument, der lignede en saks og rodede med det i øret og med et var jeg besvimet. Nu var det jo godt nok ikke i øret det her, men bag ved øret og han vidste heller ikke med sikkerhed om det kunne være det, ligesom han også mindede mig om, at jeg jo var blevet skåret op og at det tager tid for de fine nervefibre at vokse helt sammen igen.
Jeg havde allerede gjort mig forskellige forestillinger om, at det var fordi jeg berørte ledningen under huden og dette grunden til at jeg kunne mærke det inde i øret og at det igen påvirkede balanceorganet, men han afdramatiserede det ved at sige, at det ikke kunne være tilfældet.
Det sidste og den tredje ting var, at jeg syns implantatet er meget fremtrædende, ikke at man kan se det, men mærke det kan man. Jørgen mærkede efter og begyndte at fortælle om at man ved at åbne ind til et fremmedlegeme for blot at bore et dybere hul ville give forøget risiko for infektioner. Det var nu heller ikke lige det jeg havde ønsket mig, men blot vished om at alt er som det skal være, selvom mit implantat skulle være den der buler mest ud af alle.
De usikre svar vidner om menneskekroppe der er forunderlige og at CI stadig er et forholdsvist nyt område. Endnu kender men ikke de mange små følgevirkninger til bunds, da noget også tyder på at vi reagerer meget forskelligt. Jørgen påstod i hvert fald at jeg var den eneste han kendte til, som havde det sådan.
Altså prinsessebrækning?