Hverdagen er indtrådt

Det er blevet hverdag med CI. Jeg tænker på den gang alle lydene lød ens og at det lød som jernstænger der slog imod hinanden med en efterklang. I dag kan jeg næsten ikke mindes noget der lyder ligesådan. Jeg har både høreapparat og CI på hver dag. Der er ikke gået en eneste dag i mit liv, hvor jeg ikke har haft høreapparat på med mindre selvfølgelig det var i stykker. Det ville være som at gå nøgen ud af døren, hvis ikke jeg havde det på. Derimod har CI´en været lidt noget selvpineri i starten, dog velvidende om, at det ville blive bedre i takt med brugen af denne, men nu er også den blevet uundværlig. Når jeg ikke har den på, så virker lyden via høreapparetet så underlig dæmpet.
En almindelig hverdag starter med et bad, en hurtig gang morgenmad(osse den er uundværlig) og når jeg har tænkt mig om en ekstra gang om jeg har glemt noget, når jeg står i døren på vej ud, så går det ellers ned af trapperne i huj og hast. Op på cyklen uanset vejret og af sted. Ofte går turen til Biblioteket Ørnevej og fremme hilser jeg go´ morgen og tager overtøjet af. Der var en dag, for ikke så længe siden, hvor jeg lige syns det kløede lidt i mit øre, hvor jeg har høreapparat. Med et stod jeg der med åben mund og polypper da jeg havde konstateret, at øreproppen var væk. Hvor var høreapparatet? Havde jeg glemt det? G-L-E-M-T det? Jeg spurgte mig selv, hvordan det kunne lade sig gøre. Er CI´en bleven så god, at det er lige før jeg kan undvære høreapparatet? Jeg registrerede slet ikke de manglende lyde på vej til arbejde, men ved en ren tilfældighed nemlig, fordi jeg skulle klø mig i øret. Det var dog fantastisk. Fra at mit højre øre altid har været det bedste og dominerende øre var der nu noget der tydede på, at det vender. Jeg føler mig dog stadig afhængig af høreapparatet, den giver den så velkendte lyd jeg har været vant til det meste af mit liv. CI´en er nu også blevet en naturlig del af min hverdag, selvom den endnu ikke har et halvt år på bagen. Hverdagen er indtrådt.
Jeg var til lydjustering hos Jesper for 5. gang for et par uger siden. Det lader til at min nye hørelse har stabiliseret sig, men der kom da lidt mere bas på. Jeg har også været meget glad for den noget anderledes og meget bedre hørelse jeg fik – ved et uheld – før jul. Tidligere har jeg haft 4 ens programmer, den eneste forskel var bare, at for hvert program blev det kraftigere. Denne gang lavede vi et ”morgenprogram” på program 1 og en lidt kraftigere udgave på program 2. Jeg har aldrig været noget morgenmenneske, hader bratte opvågninger og kan godt lide en langsom blød start om morgenen. Efter en hel nat uden lyd kan det virke lidt voldsomt at høre roderiet i håret og alle de andre lyde der ellers er i gang, når jeg sætter apparatet til. Altså kan jeg begynde med program 1 og når jeg så er vågnet rigtigt op af formiddagen går jeg op på program 2.
De sidste 2 programmer fik så tilført noget ganske nyt, nemlig en M/T funktion og en retningsbestemt lyd. Førstnævnte er en teleslynge med mulighed for at høre sin egen stemme og omgivelserne. CI´en har i forvejen en funktion der hedder T, som er en teleslynge alene, hvor alle andre lyde bliver skåret fra. Det andet er et program, der formår at fokusere på lyden/stemmen foran dig og ellers dæmper de øvrige lyde. Den skulle være god, hvis man f.eks. sidder på en støjfyldt café, hvor man snakker med en person foran sig. Jeg er glad for M/T-funktionen, men har ikke rigtigt benyttet mig af den anden funktion. Endnu.
Jesper lavede en test, hvor han stillede mig 25 spørgsmål. Jeg har både høreapparat og CI på, men må ikke mundaflæse ham. Han lavede den samme test i oktober ca. 1 måned efter lydtilkoblingen, hvor jeg svarede på 6 rigtige ud af 25 spørgsmål, men denne gang svarede jeg på 18 rigtige ud af 25. Hvilken en fremgang! Jeg er da heller ikke i tvivl om, at det går fremad. Når jeg tænker på jernstængerne, så er der klart sket en masse, men fremgangen kommer snigende.

Min cykel begravet i sne

Det halvt sneklædte Danmark

Så fik vi den. Efter en noget langstrakt begyndelse til det der lignede forår vælter det nu ned med sne. Dog kun i halvdelen landet, i den anden halvdel er der plusgrader og ikke faldet et eneste snefnug. Her har det sneet for vildt, og det fyger så man skulle næsten tro, at sneen ville brede sig ud til alle hjørner i det lille ganske land. Min cykel var sneet inde i morges, men den havde jeg nu heller ikke tænkt at bruge i dag. Med mine gode vandrestøvler vader jeg gennem sneen til busstoppestedet, det er ikke alle busser der kom og ligesom jeg var tæt på at opgive at komme af sted med en bus kom 13´eren.
Turen i dag gik til Biblioteket Ørnevej, hvor vi skulle have besøg af en klovn og en masse børn til formiddag. Klovnen havde sendt mig en sms og spurgt hvordan det så ud. Jeg kunne ikke rigtig vurdere om jeg på stående fod bare skulle aflyse, for tænk hvis børnene allerede var på vej, de kom jo langvejs fra. Vi blev enige om at tage ind på Ørnevej og så tage det derfra. 13´eren kører langsommere end sædvanligt over knæhøje snedriver og det er så der står med sne ud til alle sider. Da jeg skal skifte bus ved Frederikssundsvej krydser jeg vejen, hvor jeg ved der ikke er fodgængerfelt. Cyklister cykler på vejbanen i hjulsporene, men det ser ikke nemt ud. Fortov og veje går flere steder ud i et, så også fodgængere vader rundt på må og få. Jeg krydser vejen og selvom der er biler tæt på er de ikke til fare, da de kører i det langsomme tempo. Desuden er bilisterne slet ikke i det sædvanlige sære humør, der aldrig kunne finde på at stoppe for gående i et fodgængerfelt, nej stemningen var en helt anden i dag, de var sådan anderledes betænksomme.
Jeg hensættes til gamle dage og der ruller en film for mit indre øje. Der kører sporvogne på vejene, cyklister der cykler og gående der vrimler ud og ind mellem sporvognene, der kommer i begge retninger. Et mylder. Sådan så bybilledet nu slet ikke ud, men jeg fik af en eller anden grund en lille snert af det. Måske var det stemningen?
Jeg ventede på Frederikssundsvej sammen med en masse andre ved busstoppestedet. Da den ene bus, stuvende fuld, kørte forbi uden at stoppe, opgav jeg håbet om at overhovedet at komme med de første 10 busser og begyndte at gå ned af Frederikssundsvej. Jeg havde sms´et løbende med klovnen, der også var forsinket og fik en sms om at han længere oppe af Frederikssundsvej var hoppet i en taxa med 2 passagerer. Klovnen fik øje på min røde jakke på vejen og fik chaufføren til at køre ind og samle mig op. Det viste sig at være passagerer, der alligevel skulle ind til byen og havde vinket klovnen med de 2 store kufferter hen til dem og spurgt om ikke han ville med op og køre. Hvad en ordentlig omgang sne ikke gør ved folk!
På biblioteket kunne vi hurtigt konstatere efter en rundspørge til institutionerne, at der ikke ville komme nogen i dag. Det var ærgerligt, ja, men det er da også hyggeligt.
I går aftes var det lige før jeg havde lyst at blive oppe hele natten for bare at følge snestormen fra vinduet, som om jeg var bange for at gå glip af noget, men det ville jo nok være blevet en anelse kedeligt i sidste ende. I morges vågnede jeg så op til snedækkede ruder, så jeg næsten følte mig sneet inde, ligesom der også hang store tykke istapper ned fra taget. Danmark er gået i stå stod der på pol.dk, men biblioteket var da åbent ligesom flere lånere kikkede forbi, så mon ikke det er at overdrive en smule?

Den mystiske fugl

Der er flyttet en lyd ind hos mig, en højfrekevent tone, der kommer i intervaller med 2 – 3 minutters mellemrum eller måske lidt mere. Jeg har været på jagt i lejligheden for at spore mig frem til lyden, men forgæves, men så er det godt at få besøg af en hørende, der måske kan hjælpe.
Jeg fik besøg af Annet, der bliver forskrækket første gang hun hører den, netop som hun var kommet ind i entreen og vi går nu på jagt sammen. Hun siger det lyder som en fugl, og får lokaliseret lyden til at komme fra bagsiden af min soveværelsesdør, hvor min morgenkåbe hænger sammen med en stor papirspose.
Vi går ind i soveværelset og venter på at lyden kommer nok engang. Annet peger og siger den er der. Hvad er det? En fugl, siger Annet nok så overbevisende, men jeg tvivler nu alligevel, da jeg vidste at lyden havde været der i et par dage. Jeg har forleden haft vinduet stående vidt åbent en hel dag og tænker der måske alligevel skulle være en fugl, der er kommet på afveje. Annet prikker til papirsposen og siger, ja den er der, det lyder som om den græder og det manede simpelthen al min tvivl til jorden. Åh nej, tænkte jeg, og blev helt dårlig ved tanken om en totalt udmagret fugl, der forgæves havde skreget om hjælp og var ved at dø bare fordi jeg ikke fattede noget. Dumme mig.
Vi står og kikker på hinanden og jeg siger med hævet stemme: Hvad gør vi? Jeg kan ikke klare tanken om at skulle kikke ned i posen, men Annet mener jo hun har gjort sit nu hvor hun har lokaliseret lyden og går ind i stuen. Forståeligt nok. Jeg derimod bare bliver stående og aner ingen levende råd, men åbner vinduet i håb om at den med lidt hjælp vil være i stand til at flyve sin vej. Jeg tør ikke tage posen og lidt efter er Annet tilbage, modigt tager hun posen ned og skynder sig hen til vinduet, hvor hun ligger den med åbningen ud af vinduet.
Lyden kom igen, men et andet sted fra og Annet tager posen tilbage. Den er tom. Vi leder igen, men kan ikke finde den stakkels fugl. Annet mener nu, at lyden kommer fra entreen og ikke de tilstødende værelser, og vi kikker fortvivlet omkring, for her er ikke mange gemmesteder for selv en lille fugl. Der er ingenting i skohylderne og i kurven med sokker til gæsterne i min fodkolde lejlighed. Annet mener ikke lyden kommer fra loftet og vi bliver enige om, at den må være under gulvbrædderne. Vi opgiver og sætter os ind i stuen, men vi hører begge lyden gentage sig hele aftenen. Annet sover hos mig til næste morgen og hun hører den også hele natten. Jeg mente nu at det måtte være noget ikke-levende, men Annet mente stadig det kunne være en fugl eller måske var det et insekt hun synes hun havde hørt før. Jeg kan ikke lige komme på et insekt, der lever om vinteren og én der giver en så høj lyd fra sig, men hvad ved jeg om det?
Da Annet var gået igen, gik jeg op på tørreloftet med vasketøjet og her møder jeg naboen i færd med at hænge ditto op. Jeg benytter mig af lejligheden til at spørge om hun har hørt noget inde hos dem. Jeg fortæller hende historien om lyden og den mystiske fugl, og hun tager nysgerrigt med ned i lejligheden. Første gang hun hører lyden peger hun sporenstregs på brandalarmen i loftet og siger det er den. Den havde vi også kikket på, men jeg vidste at den plejede komme med en lang konstant hyletone, desuden mente Annet jo ikke den kom fra loftet. Min nabo fortæller mig, at sådan lyder det, når batteriet er ved at løbe tør for strøm. Det kunne Annet selvfølgelig ikke vide og jeg troede jo på hende, men så fik vi da endnu en ahaoplevelse.
Fuglen er fløjet.

Et gensyn med Uganda

Uganda har fundet vej til biograferne. I filmen ”The last king of Scotland”, der handler om den tidligere præsident og diktator Idi Amin i 70´erne. Filmen er baseret på virkelige hændelser, men er vist som flest en blanding af fakta og fiktion, for at undgå at ende som en dokumentarfilm. Det gør ondt at se den afrikanske virkelighed, men samtidig var det fantastisk at ”vende tilbage” og få lov at genopleve Uganda. Det var så velkendt det hele, selv historien om Idi Amin, som jeg heldigvis kun kender en lille brøkdel af, for han var helt igennem en skidt person.
Idi Amin døde i eksil i Saudi Arabien i 2003, da jeg boede i Uganda og der var stor diskussion om hvorvidt han skulle hjem til Uganda og begraves ude i den landsby i Arua-distriktet, hvor han er født og opvokset. Holdningen blandt mange af dem jeg talte med var at, selvfølgelig skulle han det, for han var jo én af deres. Er han også det efter alt hvad han har gjort? NB Han har udført tortur og myrdet op til 300.000 mennesker. Flere svarede, at Idi Amin hører til her, sket er sket og vi har tilgivet ham for hans onde gerninger, for vi skal huske at han også gjorde en masse godt for mange ugandere. Hjem kom han og mere blev der vist heller ikke talt om den sag.
På et tidspunkt i filmen bliver den unge naive skotske nyuddannede læge, der er blevet Amins personlige læge og rådgiver interviewet af en journalist. Pludselig slår det mig, at jeg kender skuespilleren, der spiller journalisten. Det viser sig, at være min egen læge fra den tid jeg boede i Uganda. Jeg tjekker rulleteksterne for navne og jo den er god nok, han hedder Dr. Stockley. En engelsk læge, der har boet i Uganda det meste af hans liv, men en typisk englænder med sort humor. Lige meget hvad jeg fejlede eller ikke, så fik jeg ordineret en Bell(ugandisk øl). Der var også engang Annet havde meget høj feber, og jeg fik hende ind for at blive tilset af Dr. Stockley, der tjekkede hendes blod for malaria, der desværre viste sig at være positiv. Stockley sagde til Annet, der lå pakket ind i tæpper på briksen, at hun var ved at dø. Det virker umiddelbart sarkastisk, men det var hans måde at være humoristisk på, malaria er livsfarligt, ja, men han var jo dygtig nok til at vide, at den endnu ikke var så fremskreden at den kunne behandles.
Faktisk var jeg inde og se filmen med Annet, som er i Danmark pt. Annet fortæller glad, at det er Kawesa, der har leveret musikken til filmen. Kawesa er en kendt ugandisk musiker, og han og hans kæreste Rita er Annets gode venner. Ikke mærkeligt, at vi følte os ret meget hjemme i filmen trods grusomhederne.
I 1976 bliver et Et Al fly fra Israel kapret og ledt til Entebbe lufthavn(den internationale lufthavn i Uganda), og også det bliver berørt i filmen og jeg mindes flyet, der stadig står halvt forfaldent dernede og kan ses, når man kører ud af lufthavnen. Jeg synes der var snak om at omdanne flyet til en cafe? Ja en cafe, men det var måske bare et rygte?
Før filmen begyndte og efter at rulleteksterne var sluppet op var der en mand, der stillede sig op nede foran lærredet og fortalte en hel masse. Han blev både filmet og fotograferet. Men ak, jeg hørte ikke hvad han sagde og Annet forstår ikke tilstrækkeligt dansk til at kunne oversætte. Jeg spurgte efterfølgende en sidemand, men han talte utydeligt, så heller ikke det fangede jeg meget af. På vej ud besluttede jeg mig for at kontakte manden himself og spørge. Undskyld, jeg er døv(nogle gange er det nemmere bare at sige at man er døv), så jeg hørte ikke hvad du sagde, hvad fortalte du og hvem er du egentlig? Han undskyldte forvirrende, at han ikke kunne tegnsprog og jeg svarede at jeg godt kan mundaflæse. Det er ellers yderst sjældent jeg møder nogen, der beklager at de ikke behersker tegnsprog! Han tog sig tid til at fortælle, at han var kameramanden til filmen og at han var i Uganda i sammenlagt 4 måneder for at optage til filmen. Jeg kunne ikke svare med andet end et wow og en flot film du har lavet. Jeg præsenterede Annet for ham, og da han begyndte at tale dansk til hende måtte jeg fortælle ham hun ikke forstår dansk, han blev forvirret nok en gang. Det var nok mest fordi jeg havde lagt ud med at sige jeg var døv og måske troede Annet også var det, men han fandt da ud af det og sagde ”Thank you for a fantastic country”.
Hold da op, tænk hvis det var sådan, hver gang man gik i biffen, ligefrem at møde folk man kender i filmen og møde de kendte live. Jeg fik ikke hans navn, men fandt efterfølgende ud af, at det må have været Anthony Dod Mantle, som også har filmet andre topfilm, som f.eks. Festen og Manderlay.

Operation tur/retur?

Det var før jul. Jeg havde haft en travl uge og skulle have besøg af Jytte, min sengekammerat fra Gentofte, fredag aften. Der var kun en ekstra arbejdsuge til jul, så det gjorde ikke noget at der var ekstra pres på nu, for nu skulle jeg snart have ferie. Skønt. Jytte sagde, at jeg så træt ud, sådan følte jeg det egentlig ikke, men da hun var gået havde jeg alligevel en følelse af, at jeg ikke var helt på toppen. Jeg var bare træt, tænkte jeg og jeg skulle ikke tidligt op næste morgen.
Næste morgen blev jeg klar over, da jeg stod ud af sengen, at jeg havde fået mig et nyt svimmelhedsanfald. Som sidst vaklede jeg ud på toilettet, og med den erfaring jeg havde fra sidst tog jeg kun en lille sjat ymer og satte mig i sofaen. Ymeren blev stående på bordet, og snart lagde jeg mig ned. Det hele kørte rundt for mig, selv når jeg lå stille og jeg havde kvalme. Jeg blev ked af at konstatere, at der tilsyneladende var et mønster, der nu gentog sig. Men hvis det skulle være lig sidst, så ville det være ovre allerede søndag og det var da til en lillebitte trøst.
Jeg skulle have julehygget mig med Rikke i byen, men hun kom hjem til mig i stedet og straks som hun var kommet ind af døren måtte jeg ud på toilettet og jeg brækkede mig. Sikke en velkomst. Tænk, jeg kastede op, det gjorde jeg end ikke efter operationen eller sidst jeg var svimmel, der skal faktisk meget til, men denne gang gjorde jeg det? Det gjorde desværre ikke noget ved min tilstand, jeg var lige dårlig. Efter et par mariekiks og en masse cola til at tage syren, kastede jeg op endnu engang.
Teorien holdt ikke, det blev ikke bedre søndag, og mandag ringede jeg og meldte mig syg. Jeg var så småt begyndt at blive lidt bekymret og ringede til min lydtekniker, Jesper, på Gentofte. Jeg havde nemlig 2 dage før jeg blev syg været til den 4. lydjustering. Der var gået 2 måneder siden apparatet blev justeret sidst, og det havde været en periode, hvor jeg synes lydene var meget skarpe og hvor jeg ikke synes jeg mærkede den store fremgang. Det var først de sidste 2 uger, at det begyndte at rykke, særligt efter en høretræning. Jeg har tid til en høretræning fast 2 timer ugentligt, men har været lidt uheldig med en hørepædagog, der skal på kursus, som har et barn der bliver syg i tide og utide og nu selv er sygemeldt - det kan hun selvfølgelig ikke gøre for - men der var så en gang, da det var blevet december, hvor vi mødtes og efter denne ene gang kunne jeg skrue op for lyden. Så jo jeg tror høretræning giver en masse.
Jesper havde fået et nyt program siden sidst, som ikke har indflydelse på selve apparatet eller lyden, men måden man arbejder med computeren på. Jeg sad som sædvanlig og skulle sige ja, når jeg kunne høre tonerne og stop når de blev for høje. Da han så havde klarlagt en ”ny hørelse” og den blev tændt første gang tænkte jeg: Wow! Jespers stemme gik tydeligere igennem, men umiddelbart efter opdagede Jesper en fejl på computeren, som han retter til, men så var lyden tilbage ved udgangspunktet og det var altså ikke godt nok.
Jesper forklarede at med min særlige elektrode(straight), anbefaler firmaet ikke at tilføje mere end 250 Mhz, men computeren stillede automatisk om til 1200 Mhz, som er normalen for den sædvanlige elektrode(contour). Han mente dog ikke der var noget i vejen for at stille den så højt, når jeg følte det var bedre. Fedt! Det var som at have opdaget, at han havde forbudt slik i skuffen og at han overgivende gav hele posen til mig, fordi jeg var vild med dem og ikke nænnede andet.
Se det var derfor jeg ringede til Jesper, for at høre om der var noget om anbefalingerne fra firmaet siden jeg var blevet svimmel, hvilket han dog afviste. Jeg ringede efter hans opfordring til en sygeplejerske på afdelingen, der gav mig en tid hos kirurgen torsdag. Tiden sneglede af sted og godt nok kastede jeg ikke op mere, men jeg havde ikke fået det synligt bedre.
Onsdag blev jeg spurgt om jeg ville med i biografen. Jeg var ved at få spat af at være muttersalene med min svimmelhed, og mindedes en sygeplejerske, da jeg blev opereret, der sagde: ”det er ikke godt at ligge i sengen, når man er svimmel”. Med denne morale besluttede jeg mig for standhaftigt at prøve at gå de 10 – 15 min. ned til Vanløse bio. Jeg gik som en fuld mand, jeg zigzaggede hen ad fortovet, men jeg kom da sikkert frem om end det nok tog lidt længere tid end sævanligt. Vi så Casino Royale og den aktion, der blev lagt ud med, på megahøje byggekraner fik min svimmelhed med et krydderi af min højdeskræk, til at eskalere, men da vi kom til jorden igen fortog det sig straks. Helt godt var det ikke da filmen var slut, og da jeg skulle rejse mig igen. Det endte da også med, at jeg arm i arm blev fulgt helt hjem til døren.
Endelig oprandt dagen, hvor jeg skulle tilses af kirurgen. Jeg tog en taxa til Gentofte, og chaufføren kørte usædvanligt roligt og det bemærkede jeg overfor ham. Det var ikke første gang han havde hørt det, og tilføjede at han med årene i en taxa havde fundet ud af at det slet ikke kunne betale sig at ræse frem til det næste lyskryds, når der alligevel var rødt.
Det var medkirurgen Caye, som skulle tilse mig. Det var ham jeg var til indlæggelsessamtale hos, ham som skulle bore i kraniet og overlade det lidt mere komplicerede arbejde til Stangerup. Ja, det var ham, som gjorde mig opmærksom på, at det ikke var Thomsen, men Stangerup der skulle operere mig. Caye lod mig siden hen vide, at han på operationsdagen blev sat på en anden opgave, hvorfor Stangerup gjorde hele arbejdet.
Nå, men skidt nu med det, det var altså Caye jeg mødte den dag. Han kikkede mig i ørene, og der var ikke spor af noget usædvanligt. Han kikkede mig i øjnene, og heller ikke her var der noget at se. Han rystede mig på hovedet med sine hænder, for at se om det gav udslag i øjnene, han bad mig stå op og lukke øjnene for at se hvor slemt det stod til. Jeg stod og svingede om mig selv, eller sådan føltes det i hvert fald, men måske var det kun i mit hoved?
Tjaah, sagde Caye, det er noget vi er nødt til at følge op på, for der er ikke noget at se og hvis det fortsætter, så kan vi blive nødt til at tage elektroden ud igen. NEJ, tænkte jeg bare, ikke det. Det ville være en operation tur/retur. Jeg spurgte om, der var andre der havde det på samme måde, som for at søge trøst. Det sagde han nej til og jeg kunne ikke længere holde gråden, der sad som en klump i halsen. Jeg havde nok grædt alligevel. Jeg bare sad der og havde det så dårligt, det havde stået på nu næsten en uge og der var ikke udsigt til at det blev bedre. Værst var det, at der ikke var nogen forklaring. Caye vendte sig om for at skrive en recept til piller mod svimmelhed og andre mod kvalme og vi aftalte en ny tid i det nye år, hvor jeg skulle tilses af Stangerup.
Caye gav mig recepten, og alt i mens jeg snøftende prøvede at komme til mig selv igen, foreslog han, at jeg fik foretaget en blodprøve hos mig egen læge, for at udelukke andre ting. Tanken om at jeg skulle bevæge mig hen til min læge, der sikkert ikke engang havde tid til at se mig før jul - der var nu kun 3 dage til jul - var ikke just opmuntrende. Der vrimlede med sygeplejersker på gangen og jeg spurgte om ikke det var noget jeg kunne få ordnet med det samme. Caye spurgte, men det lod sig ikke gøre, men kom dog i stedet i tanker om, at vi kunne få tjekket min urin. Jeg leverede varen og straks prøven lå klar så hele situationen med et helt anderledes ud: Jeg havde urinvejsinfektion!
Var der måske noget at sige til, at jeg lignede et stort spørgsmålstegn til at begynde med? Jeg kunne ikke få en urinvejsinfektion kædet sammen med svimmelhed, kvalme og opkast. Med et forsigtigt smil om munden sagde Caye, at det sagtens kan være symptomerne herpå. Med tanke på en blærebetændelse, jeg havde haft for mange år siden, husker jeg det som var det at tisse glasskår, men til det sagde han, at der ikke nødvendigvis behøvede være lokale symptomer. Caye skrev straks en ny recept.
Sådan blev fokus fra det ene øjeblik til det andet flyttet fra øret ”down under” og hvilken en lettelse. Stakkels øre, hvad det ikke er blevet beskyldt for. Vi blev enige om, at jeg beholdt recepten på piller mod svimmelhed og kvalme, hvis og hvis, ligesom jeg også beholdt tiden hos Stangerup. Jeg fik antibiotika til 3 dage og allerede efter den første dag vidste jeg, at det ikke blev nødvendigt at gøre mere ved det.