Hos fysioterapeuten

Endnu en historie fra dengang det var forår.
Jeg skulle til fysioterapeut med min ”knækkende” nakke. Det er ikke så voldsomt, som det måske lyder. Fysioterapeuten hedder Rie og jeg har været hos hende efterhånden nogle gange både før og efter operationen.
Rie er meget bevidst om, at jeg ikke kan høre så godt, så hun sørger for jeg kikker på hende og taler så tydeligt, at det næsten er overdrevent. Hvis jeg ligger eller sidder med ryggen til plejer hun prikke på min skulder hvis hun vil sige noget. Det går simpelthen lige efter bogen!
Sidst jeg var hos Rie skulle jeg ligge på maven på en briks. Rie begyndte at tale til mig alt imens hun masserede mig, og pr. automatik var jeg på nippet til at løfte hovedet, sige ”hva” og kikke på hende som afventede jeg at få gentaget hvad hun netop havde sagt. Det lignede hende faktisk ikke at gøre det og det gik med et op for mig, at hun prøvede mig af. Faktisk forstod jeg også hvad hun sagde, så jeg blev da liggende, men der gik i forvirringen alligevel noget tid før jeg fik svaret hende og vi fortsatte troligt samtalen på denne måde.
Det var altså vildt underligt, at ligge der med hovedet sammenklemt i et hul i briksen og kikke ned på Rie´s bevægende fødder og så bare tale sammen. Der blev jeg vist indviet til en lille del af hørendes kultur.
Jeg bryder mig slet slet ikke om, at man ikke kikker på hinanden, når man snakker og det er der sikkert mange, også hørende, der kan nikke genkendende til. Det ville ellers være god træning for mig og hvis alle talte som Rie kunne meget sikkert lykkes, men igen er vanens magt stor. Jeg stoler nok alligevel ikke helt på min nye hørelse til, at jeg kan give slip på mundaflæsningen.
Ikke endnu i hvertfald.

Vanens magt

Min søster råber i telefonen og det har hun altid gjort. Hun burde vide bedre, nemlig at stemmen bliver voldsomt forvrænget, hvis man råber til en hørehæmmet i telefonen. Siden hun fik 1-2-3 børn er det ikke blevet bedre. Tværtimod. Det er blevet en kunst for hende at ordne flere ting på én gang, ergo skal hun vaske op, samle legetøj eller snakke med børnene samtidigt med at snakke i telefon. Ikke optimalt for en hørehæmmet, der som jeg normalt er 100% afhængig af mundaflæsning, så hvis jeg skal have en chance for overhovedet at forstå i telefonen må der ikke være den mindste baggrundsstøj. For hver gang jeg siger ”hva” hæver min søster stemmen en tak til det helt ulidelige. Siden mobilos og emails kom til har jeg da også skippet den mulighed, for min søster har ikke tålmodighed til det alligevel.
En dag her i foråret, synes jeg alligevel, at jeg med CI ville prøve da hun ikke svarede på min sms. Det var første gang med CI´en og jeg tog teleslyngen og koblede den til mobilen og ringede. Jeg havde halvt glemt, hvordan det var at snakke med min søster i telefonen, og der skete nøjagtig det samme. Børnene var kommet i seng, og hun gik og ryddede legetøj op og hun talte højere og højere for til sidst at råbe, ligesom jeg pressede mig selv til at forstå første gang, hvilket selvfølgelig ikke gik. Jeg nævnte indtil flere gange, at hun skulle dæmpe hendes stemme og slippe hvad hun havde i hænderne, men det er vist en dybt indgroet vane hun har der, så det kom der sumsummarum ikke så meget godt ud af, desværre. Efterfølgende fik jeg en sms om, at børnene havde hørt alt hvad hun havde sagt, så hun var nødt til at gå op på værelset og forklare hvad det lige var hun havde råbt om! Det er da altid noget, det ikke kun er mig der synes hun råber!
Da jeg nogle dage senere besøgte dem og vi talte om det sidste telefonopkald, den dårlige førstegangsoplevelse, sagde jeg, at jeg var brudt sammen. Min søster kiggede straks medlidende på mig, og var vist på nippet til at sige undskyld, men jeg smilede til hende med et glimt i øjet som svar. Jeg var ikke brudt sammen over den smule, men blot blevet mindet om, at det nok ikke var min søster jeg skulle have valgt til dette forsøg.
Min niece Olivia elsker at snakke med Mormor i telefonen, og det gjorde hun også mens jeg var der. Olivia gik så efterfølgende på rundgang for at spørge om min søster eller jeg skulle snakke med hende. Jeg nænnede ikke at sige nej til Olivia, for hvorfor skulle jeg dog ikke have lyst at snakke med min egen mor. Så jeg tog mig godt og grundigt sammen med den sidste telefonoplevelse in mente. Jeg gik med ned til telefonen og jeg tænkte, at med en almindelig fastnettelefon uden teleslynge går det aldrig. Med teleslyngen bliver lyden forstærket i begge ører. Jeg ved dog, at mor lige præcist ved hvordan hun skal tale til mig. Med telefonrøret i hånden overvejede jeg i et splitsekund om jeg skulle sætte røret til høreapparatøret, som jeg tidligere har brugt til at snakke i telefon i eller om jeg skulle prøve mig frem med CI-øret og det blev det sidste. Det var vovet synes jeg selv, men det blev en overraskelse uden lige og jeg kunne faktisk forstå hvad mor sagde uden de større problemer. Wow og den oplevelse levede jeg så til gengæld højt på i flere dage. Siden sms og emails er kommet til har vi stort set ikke snakket i telefon sammen, selvom det nu ville være en rigtig god øvelse, men vanens magt stor og det er svært at bryde den.
Jeg har i hvert fald ikke talt i telefon siden.