Et gensyn med Uganda

Uganda har fundet vej til biograferne. I filmen ”The last king of Scotland”, der handler om den tidligere præsident og diktator Idi Amin i 70´erne. Filmen er baseret på virkelige hændelser, men er vist som flest en blanding af fakta og fiktion, for at undgå at ende som en dokumentarfilm. Det gør ondt at se den afrikanske virkelighed, men samtidig var det fantastisk at ”vende tilbage” og få lov at genopleve Uganda. Det var så velkendt det hele, selv historien om Idi Amin, som jeg heldigvis kun kender en lille brøkdel af, for han var helt igennem en skidt person.
Idi Amin døde i eksil i Saudi Arabien i 2003, da jeg boede i Uganda og der var stor diskussion om hvorvidt han skulle hjem til Uganda og begraves ude i den landsby i Arua-distriktet, hvor han er født og opvokset. Holdningen blandt mange af dem jeg talte med var at, selvfølgelig skulle han det, for han var jo én af deres. Er han også det efter alt hvad han har gjort? NB Han har udført tortur og myrdet op til 300.000 mennesker. Flere svarede, at Idi Amin hører til her, sket er sket og vi har tilgivet ham for hans onde gerninger, for vi skal huske at han også gjorde en masse godt for mange ugandere. Hjem kom han og mere blev der vist heller ikke talt om den sag.
På et tidspunkt i filmen bliver den unge naive skotske nyuddannede læge, der er blevet Amins personlige læge og rådgiver interviewet af en journalist. Pludselig slår det mig, at jeg kender skuespilleren, der spiller journalisten. Det viser sig, at være min egen læge fra den tid jeg boede i Uganda. Jeg tjekker rulleteksterne for navne og jo den er god nok, han hedder Dr. Stockley. En engelsk læge, der har boet i Uganda det meste af hans liv, men en typisk englænder med sort humor. Lige meget hvad jeg fejlede eller ikke, så fik jeg ordineret en Bell(ugandisk øl). Der var også engang Annet havde meget høj feber, og jeg fik hende ind for at blive tilset af Dr. Stockley, der tjekkede hendes blod for malaria, der desværre viste sig at være positiv. Stockley sagde til Annet, der lå pakket ind i tæpper på briksen, at hun var ved at dø. Det virker umiddelbart sarkastisk, men det var hans måde at være humoristisk på, malaria er livsfarligt, ja, men han var jo dygtig nok til at vide, at den endnu ikke var så fremskreden at den kunne behandles.
Faktisk var jeg inde og se filmen med Annet, som er i Danmark pt. Annet fortæller glad, at det er Kawesa, der har leveret musikken til filmen. Kawesa er en kendt ugandisk musiker, og han og hans kæreste Rita er Annets gode venner. Ikke mærkeligt, at vi følte os ret meget hjemme i filmen trods grusomhederne.
I 1976 bliver et Et Al fly fra Israel kapret og ledt til Entebbe lufthavn(den internationale lufthavn i Uganda), og også det bliver berørt i filmen og jeg mindes flyet, der stadig står halvt forfaldent dernede og kan ses, når man kører ud af lufthavnen. Jeg synes der var snak om at omdanne flyet til en cafe? Ja en cafe, men det var måske bare et rygte?
Før filmen begyndte og efter at rulleteksterne var sluppet op var der en mand, der stillede sig op nede foran lærredet og fortalte en hel masse. Han blev både filmet og fotograferet. Men ak, jeg hørte ikke hvad han sagde og Annet forstår ikke tilstrækkeligt dansk til at kunne oversætte. Jeg spurgte efterfølgende en sidemand, men han talte utydeligt, så heller ikke det fangede jeg meget af. På vej ud besluttede jeg mig for at kontakte manden himself og spørge. Undskyld, jeg er døv(nogle gange er det nemmere bare at sige at man er døv), så jeg hørte ikke hvad du sagde, hvad fortalte du og hvem er du egentlig? Han undskyldte forvirrende, at han ikke kunne tegnsprog og jeg svarede at jeg godt kan mundaflæse. Det er ellers yderst sjældent jeg møder nogen, der beklager at de ikke behersker tegnsprog! Han tog sig tid til at fortælle, at han var kameramanden til filmen og at han var i Uganda i sammenlagt 4 måneder for at optage til filmen. Jeg kunne ikke svare med andet end et wow og en flot film du har lavet. Jeg præsenterede Annet for ham, og da han begyndte at tale dansk til hende måtte jeg fortælle ham hun ikke forstår dansk, han blev forvirret nok en gang. Det var nok mest fordi jeg havde lagt ud med at sige jeg var døv og måske troede Annet også var det, men han fandt da ud af det og sagde ”Thank you for a fantastic country”.
Hold da op, tænk hvis det var sådan, hver gang man gik i biffen, ligefrem at møde folk man kender i filmen og møde de kendte live. Jeg fik ikke hans navn, men fandt efterfølgende ud af, at det må have været Anthony Dod Mantle, som også har filmet andre topfilm, som f.eks. Festen og Manderlay.