2.10.06

De første 12 dage med lyd

Tjaah hvad skal jeg sige. Lydene lyder som sagt som jernstænger, der slår mod hinanden med en efterklang. Sådan lidt ekkoagtigt. En anden CI – bruger spurgte om det lød som en masse maniske mennesker, der slår løs på alt muligt. Ja, det er lige præcist hvad det gør! Når folk nygerrigt spørger, hvordan det lyder, så svarer jeg måske: Det lyder forfærdeligt! Eller: Det er det rene støjhelvede, og så er der ellers nogen der kikker forskrækket og medlidende på mig, som om projektet allerede er dømt til et flop. Jeg skynder mig at fortælle, at det er meget normalt i starten og at det nok skal blive bedre. Man ville nok ikke poste så mange penge i det, hvis man ikke troede på det – jeg hører at en CI operation nu tangerer øverst på listen over danmarks dyreste operationer.
Den første høretræning var allerede 2 dage efter lydtilkoblingen. Hele 2 lektioner. Det var dødsdømt fra starten troede jeg, for hvad skulle vi dog også i al den tid, når jeg alligevel ikke kan høre forskel på lydene. Men jeg fik faktisk noget ud af det, nemlig bogstavet S. Det er den eneste lyd, der lader sig skille ud fra resten. Aldrig nogensinde har jeg hørt et S før. Det er da lidt morsomt, at det skulle være S, der skulle løbe med æren, som den første ”forståelige” lyd. Så når jeg snakker med én, hvor der ikke lige er baggrundsstøj, så lægger jeg mærker til alle de s´er. Ja, det sker at jeg ikke hører efter, fordi jeg har travlt med at tælle S´erne.
Jeg har slet ikke følt mig træt eller haft ondt i hovedet ovenpå alle de lyde. Jeg er gået lige på og hårdt efter sygemeldingen fra et deltidsjob til 2 af slagsens. Det er herligt, at have det overskud. Nogle vælger en 2 – 3 måneders sygemelding efter lydtilkoblingen, men det kunne jeg slet ikke tænke mig. Hvad skulle jeg lave herhjemme? For mig er det vigtigt at have normal hverdag, for alene det giver også en masse i forhold til lyd- og høretræningen. Når jeg er hjemme, så kører tv´et som regel, så jeg kan få tilføjet lidt ekstra til lydstimulationen. Indimellem slukker jeg for høreapparatet, for at udfordre og teste min nye hørelse. Nogle gange følger jeg med i hvad der sker på TV, andre gange kører det i baggrunden mens jeg laver andre ting. Indimellem er det da også slukket og så hører jeg helt andre lyde, som jeg ikke altid kan hitte ud af, hvor kommer fra. Det er en ulempe, når man bor alene, og at man ikke kan få tolket lydene! Men nogen gange lykkes det på egen hånd. Som f.eks. da jeg var optaget af at skrive en mail og allerede havde glemt, at jeg havde sat mad i mikrobølgeovnen. Pludselig hørte jeg en lyd. Hvor kom den fra? Og jeg kom i tanker om mikrobølgeovnen. Heller ikke den har jeg nogensinde hørt før, og så sidder jeg i stuen og er optaget af noget andet og hører den. Det er da lidt for vildt. Det er måske svært for en hørende at forstå, men altså jeg ”hører” mange ting, men signalerne opfattes nogenlunde ens, jeg forstår dem ikke. Sådan passer jeg derfor på med at bruge begrebet ”høre”, for det kan hurtigt misforstås. Aldrig har det larmet så meget, når jeg tisser og aldrig havde jeg troet at wc papir også gjorde det. Men nogle gange tager jeg også fejl. Jeg hørte noget, som jeg besluttede mig for måtte være en vandhane, der dryppede. Jeg gik på toilettet og ud i køkkenet, men kun for at konstatere at det ikke var det og selvom jeg gik på jagt i resten af lejligheden fandt jeg aldrig ud af det. Det kunne jo også have været et eller andet hos naboen?
Jeg har haft CI – apparatet på i alle min vågne timer siden lydtilkoblingen. Det har været til at holde ud, eller også er jeg bare for nysgerrig til at lade være. I de første par dage glædede jeg mig til sengetid, så jeg kunne få apparatet af. Allerede den første aften gik jeg op på program 2 og efter en uge gik jeg op på det kraftigste program, nemlig program 4. Jeg kontaktede teknikeren herom, og uden diskussion fik jeg en tid allerede 2 uger før den oprindeligt planlagte dato. Det er i morgen og jeg glæder mig, for nu har jeg ligesom fået den første erfaring og har nu ligesom noget at gå ud fra.
Hvis jeg skal lave en sammenligning allerede nu, så får jeg helt klart meget mere end hvad jeg nogensinde har fået med høreapparat i hvert fald på dette øre. Selvom mobilen er på lydløs, så får jeg signaler i apparatet, når jeg skriver en sms. Selv de mindste lyde bliver uden tvivl opfanget af apparatet, det er lyde som slet slet ikke bliver opfanget af et almindeligt høreapparat. Det højre øre med høreapparatet er dog stadig det bedste når det handler om at skelne og forstå.
Der har helt sikkert åbnet sig en helt ny lydverden, og selvom jeg indtil videre kun forstår S´erne, så vænner jeg mig mere og mere til ”støjhelvedet”. I modsætning til de første dage, hvor det var en lettelse at få apparatet af, er det nu næsten som om, der mangler noget når jeg ikke har det på. I starten forstyrrede lyden i CI apparatet min ”gode” hørelse på det højre øre, men det er nu efterhånden mere blevet en støtte, men til gengæld føler jeg også at hørelsen langsomt bliver dårligere på højre øre. Det er ikke tilfældet, men det er mere kompliceret end som så. Jeg gad godt være en flue på væggen i kraniet og følge processen i hjernen – mon ikke det er der forklaringerne ligger?

Ingen kommentarer: