26.10.06

Babel

I går aftes var jeg til forpremiere på Babel. Den er fantastisk. Det er en barsk, men samtidig smuk film, der viser 3 forskellige historier hvor tilfældigheder knytter dem sammen. Jeg prøver at undgå at læse anmeldelser på en film før jeg selv får mulighed for at se den. Den ene historie handler om en døv pige i Japan, hvilket jeg ikke var klar over, så det var en positiv oplevelse i sig selv. Jeg synes filmen viser mange aspekter omkring det at være døv, jeg er i hvert fald ikke i tvivl om, at produceren eller instruktøren eller hvem det nu er, har lavet en grundig research.
Kun krummede jeg tæer, da de brugte ordet døvstum(igen!), i hvert fald ifølge de danske undertekster. Jeg ved så ikke hvilket ord som blev brugt på engelsk(japansk?) og i virkeligheden kan det jo være det er det ord de gladeligt bruger i Japan? I Danmark derimod kæmper vi nærmest for at man i medierne ikke længere bruger det efterhånden oldnordiske ord, for der er jo ingen døve der er stumme.
De andre to historier udspiller sig i USA/Mexico og i Marocco. I hver historie kæmper folk deres kamp, en meget emotionel og tankevækkende film, der handler om vore dages fordomme og kulturforskelle. Det viser særligt den store adskillelse mennesker i mellem, så jeg nærmest grædefærdigt tænker, at ingen så absolut er fortjent med dette.
Jeg vil nu ikke gå ned detaljer i de enkelte historier af fare for at ødelægge overraskelsesmomenterne i filmen for Jer, der planlægger at se den. Først ledes man i forvildelse over de vidt forskellige historier der bliver udspillet forskellige steder i verden, men efterhånden som man kommer længere ind i filmen bliver personer og begivenheder kædet sammen og historierne vævet ind i hinanden. Jeg elsker den slags film. Filmen får 5 stjerner(ud af 5) af mig, så den vil jeg uden tøven anbefale andre at gå ind og se.

Jeg brugte teleslyngen i biografen, og kunne kun konstatere at det virkede på min CI. Jeg får stadig masser af lyde, men endnu forstår jeg ikke signalerne så godt. Til gengæld har jeg bemærket, at når jeg er i et kraftigt lydmiljø, som f.eks. når jeg cykler ude i trafikken, så hyler det nogle gange i mit hoved mest i den side hvor jeg har høreapparat på. En anderledes tinnitus end den jeg plejer at have på samme side, men som dog ikke er vedvarende og heldigvis for det.

Ingen kommentarer: