21.10.06

Engel

Jeg var til den 3. lydjustering i onsdags og min hørealder er nu en måned. Igen er der kommet mere power på, ligesom tonerne også er blevet justeret. Jeg fik denne gang en hel del mere bas, dog kan jeg ikke rigtig skelne mellem bastoner og de høje lyde endnu. Jeg har opgivet at forklare hvor meget jeg går op i styrke og hvordan og hvorledes, for selv teknikeren kan ikke rigtig forklare det. På en computerskærm kan man godt nok se en form for en hørekurve, røde og grønne farver og en masse forskellige tal. Men man snakker ikke decibel eller anden form for styrkeenhed, som man traditionelt gør med høreapparater. Til justeringen lavede teknikeren dog en skelnetest, hvor han stillede mig 25 forskellige spørgsmål, hvor mine svar fortæller om jeg har forstået spørgsmålene rigtigt. Jeg har både CI og høreapparat tændt, men sidder med ryggen til, altså må jeg ikke mundaflæse. Jeg fik 6 rigtige ud af 25 og på den måde kan man ”måle” udbyttet på længere sigt.
Hvad jeg er glad for at erfare er, at batterierne viser sig at holde en hel uge hos mig. Først kommer der et advarselssignal, og lidt senere siger det så beep-beep-beep og væk er lyden og det er tid til at skifte.
Det går hele tiden fremad, det er der ingen tvivl om. Jeg sad med en Annet Linnet cd i forgårs, som jeg har lånt på biblioteket, for at høre om jeg kunne høre hendes stemme og følge med i teksten. Først med CI´en alene, derefter med høreapparatet alene og til sidst med begge. Der er en enkel, tydelig og nem at gå til sang. Engel, tror jeg den hedder. Jeg kan følge med i teksten uanset øre og kombination, ja den er måske for nem, men hold fast hvor lyder det dog forskelligt fra det ene øre til det andet. Det passer meget godt med det jeg har fået at vide, nemlig at man med høreapparat typisk hører bassen bedst og med CI får de høje toner med.
Og så har jeg en tilståelse. Jeg er begyndt at læse Rasmus Klump. Faktisk har jeg aldrig været vild med ham heller ikke som barn, hvis jeg husker ret var det mere min søsters smag. Jeg har bestilt en hel del børnebøger til Døve- og høresamlingen på Biblioteket Ørnevej, hvor der følger en lydcd, og det blev så Rasmus Klump, der skulle blive den første jeg skulle låne i rækken af forhåbentligt mange flere. Så længe jeg har teksten kan jeg faktisk godt følge med, ellers er jeg godt lost. Det begynder dog at blive lidt trivielt, nu hvor jeg har været igennem historien efterhånden pænt mange gange. Jeg er ved at købe en samling voksenbøger ligeledes med lydcd til samlingen, så der går nok ikke så længe før jeg dropper Rasmus Klump til fordel for de lidt mere alderssvarende.

PS: Lydbøger i sig selv er ikke noget nyt, men det er til gengæld bog + cd. Så hvis du er CI – bruger og er gået forgæves i byen, så kik gerne ind til os på Ørnevej!

Ingen kommentarer: