Hos teknikeren

Det er blevet d. 20. september og præcist 5 uger siden jeg blev opereret, og jeg skal møde op hos teknikeren på Gentofte til tilkobling. Det lyder måske som blev man sat i forbindelse med en stikkontakt. Knap nok, men at få lyd på er dog alligevel en bizar oplevelse. Kan man forvente noget man ikke kender og blot har hørt om? Nej vel. Den er ikke engang at sammenligne med den lyd man får gennem høreapparatet. Men mit venstre øres døvhed er snart talte dage, minutter og sekunder… Godt nok har jeg selvom jeg hørte så dårligt på dette øre alligevel brugt høreapparat hele mit liv eller siden jeg var 3. Dog skelnede(=forstod) jeg med høreapparat ikke en eneste lyd, men fik kun en vag fornemmelse for lyd, en meget sløret lyd, men den har alligevel været til en støtte for mit højre øre. Jeg har faktisk prøvet høreapparatet efter operationen, men den smule hørerest er væk for altid. Jeg er nu stokdøv på venstre øre. I de 5 uger der er gået uden høreapparat fandt jeg hurtigt ud af, at jeg sagtens kunne undvære denne støtte, og havde øjeblikke, hvor jeg bare havde lyst at springe helt fra! Men jo tættere jeg kom på dagen for tilkoblingen, jo mere savnede jeg alligevel at få lyd i øret igen. Jeg var spændt, men selvfølgelig også nervøs for, hvordan den nye lyd lyder.
Hos teknikeren fik jeg udleveret apparatet, og den adskiller sig fra en ørehænger(høreapparat) ved at være noget større, da den skal kunne rumme 3 batterier mod én. De skal tilmed skiftes noget oftere end et høreapparat, og det kan godt ærgre mig, at det ikke lader sig gøre at genoplade batterierne. I baggården her i andelsboligforeningen, hvor jeg bor, har vi heldigvis en minicontainer til brugte batterier. Mon ikke det bliver mig, der fylder den hver gang? Desuden er der fra apparatet koblet en ledning på med en magnet i anden ende. Magneten bliver koblet på, hvor den anden magnet er placeret nemlig under huden og der skulle nu være forbindelse.
Den allerførste lyd. Det er som om jeg ikke hører den, men jeg registrerer noget i hovedet. Hurtigt opfatter jeg en rungende lyd. Teknikeren tager én tone ad gangen og beder mig bekræfte, når og hvis jeg hører noget. Han måler så det laveste og højeste niveau, akkurat som til en høreprøve og finder på den måde ud af, hvor meget lyd jeg opfatter og hvor min tolerancetærskel ligger. Han skruer gradvist op, og jeg siger stop, når jeg ikke kan klare mere. Mit dynamikområde er lille, det vil sige jeg ”tåler” ikke så meget. Endnu. I alt 6 toner bliver klarlagt på denne måde, og jeg skal nu høre lydene omkring mig. Teknikeren, som i øvrigt hedder Jesper, snakker til mig, men jeg forstår ikke et kuk af det. Heller ikke ved hjælp af mundaflæsning, for den nye lyd distraherer synet voldsomt. Det er svært at forklare hvad det lyder som, men alle lyde lyder mere eller mindre ens. Det er en masse dunkelyde, som kommer i stød. Nærmest som 2 jernstænger, der slår imod hinanden, der efterfølges af en efterklang. Eller måske det lyder som kirkeklokker? Det er et værre lydhelvede. Jeg bliver lettet, når jeg kan tænde for mit høreapparat på mit højre øre. Og endnu mere når jeg tager CI – apparatet af, for at konstatere, at lyden ikke er en netop erhvervet tinnitus, men lyde der går via apparatet og sådan som den nu bliver opfattet af min hjerne. Det ligger desuden tæt på følelsen af at være svimmel, men jeg er det ikke. Jeg synes pludselig jeg kan genkende lyden? Tænker mig om. Det var sådan det lød, da jeg lå i opvågningen lige efter operationen. Jesper får sig vist en aha-oplevelse, for det har han aldrig hørt før. Han fortæller, at han var med under operationen for at tjekke om elektroden i øresneglen virkede som den skulle første gang, når der stadig var åbent. Anden gang, når snittet er syet sammen igen og umiddelbart før jeg bliver vækket af min narkoserus. Det er muligt, at hjernen husker lydene fra operationen! Er det ikke bare for vildt.
Jeg synes osse lydene fremkalder minder om dengang jeg som lille fik en sten i hovedet, og da jeg som 12 årig i skolegården stødte sammen med en Brian fra en klasse over mig på Møgeltønder skole. Af en eller anden grund gik jeg vist baglæns og han løb ligeledes baglæns i en basketballkamp. Vi stødte sammen. Sidst var i 1996, hvor jeg fik en 3 meter høj jernstang ned over hovedet bagfra. Ja, hvor uheldig kan man være? Alle gange førte til en kraftig tinnitus, som faktisk minder om lyden i CI – apparatet. Er det ikke frygteligt? Jo, jeg forstår godt, at folk går skuffede fra en tilkobling. Heldigvis var jeg forberedt på det værste, og ifølge adskillige beretninger fra andre CI – brugere bliver det kun bedre med tiden. Der er dog stor forskel på, hvor længe man må ”vente”. Ventetiden skal jo naturligvis udfyldes med en masse lydstimulation og træning. Hørenerverne skal vækkes til live, og styrkes. Hjernen skal lære at opfatte signalerne som lyd og hørecentret dannes. Jeg starter vist, hvor en nyfødt begynder at udvikle hørelsen eller måske skal jeg endda helt tilbage til fosterstadiet? Så jo der er lige 35 år jeg skal have indhentet.
Jeg går fra Gentofte 4 timer senere med mit ”nye” øre og en masse tilbehør i en stofpose fra Danaflex, som er leverandør, også min egen taske er fyldt. Apparatet er udstyret med 4 forskellige programmer, hvor jeg starter med program 1. Program 4 er så det kraftigste, og indtil næste justering om en måneds tid er det meningen jeg skal gå op efterhånden som jeg kan tåle mere lyd.