Et par punktummer

Det er langt sværere at skrive om en skilsmisse og hvilken mundfuld det kan være. Min skilsmisse har været længe undervejs og har uden tvivl fyldt meget. Der er blevet sat et punktum til i mit liv, ligesom CI´en også har gjort det. Det er 2 punktummer der faldt næsten samtidigt.
Det er ikke min mening at udbasunere min skilsmisse her, for det vedrører ligesom ikke alle, hvad som er sket for os. Jeg respekterer trods alt den mand jeg engang faldt for, elskede, troede jeg skulle have børn med og dele resten af mit liv med. Det hører derimod til i min dagbog, som ligger i mit natbord ved siden af min seng. Med mine kragetæer er det vist osse kun mig, der kan læse det. Det er ikke uden grund, at vi i gamle dage havde dagbøger med lås, til alt det der skulle forblive uformidlet. Det er her vi kan bande og svovle og rase ud over de mennesker, som har ramt os. En blog er anderledes intimt, alt er tilladt, men respekt er dog en dyd.
Den 20. september fik jeg lyd på og d. 22. september blev der endelig sat punktum for det ægteskab, der ikke længere var. Et vemodigt punktum, men også en lettelse, for nu skal jeg videre på min vej. En skilsmisse gør ondt, og det har været en lang slidsom og ensom proces. Det er nok også sådan de fleste oplever det. Selvom man har vennernes og familiens støtte, så er det kun dig der kan og skal kæmpe hele vejen ud af sorgen og videre.
Det er dejligt endelig at kunne flytte fokus på noget meget anderledes og mere positivt, om end også en krævende proces, som beslutningen om en CI har medført. Det er nemmere at forholde sig til en afsked med et næsten døvt øre. En CI er lidt mere håndfast på en eller anden måde, der efter indgrebet helt afhænger af min egen indsats, selvom der stadig ikke er nogen garanti for et godt resultat. Et ægteskab og to menneskers indsats er heller ikke nogen garanti for et lykkeligt liv.
Der er såmænd ingen garantier i livet.