7.11.06

Jeg er ikke alene

Det er nu halvanden måned siden jeg fik lyd på. I forgårs hørte jeg stemmer på toilettet, og et øjeblik troede jeg, jeg var blevet gak i låget. Jeg har godt nok tinnitus, men aldrig hørt stemmer i hovedet, men alt kan jo ske. Jeg lyttede engang til og kikkede på mig selv i spejlet. Nej, jeg var ikke længere i tvivl om, at det var naboerne inde ved siden af, som snakkede. Godt nok har jeg fået at vide, at der er meget lydt i lejligheden og jeg har da med CI også hørt en masse uigenkendelige lyde. Men for engangs skyld kunne jeg lokalisere lyden, som værende stemmer inde fra toilettet ved siden af. Jeg er ikke alene! Min barndomsveninde i Århus bekræftede, at man kan høre mange ting, som f.eks. når overboen hos hende prutter! Det fik mig ellers lige til at tænke over, hvad jeg ikke går og laver, som naboerne her har hørt. Mhhh….
I går, mandag, stod jeg ud af sengen klar til en ny uge, troede jeg. Men ligesom jeg havde rejst mig fra sengen vaklede jeg hen over gulvet. Nå, det var nok fordi jeg stadig halvsov, men ude på toilettet begyndte det hele at sejle for mig og jeg var ved at miste fodfæste. Jeg gik alligevel pr. refleks ud i køkkenet for at hælde juice og ymer op til morgenmad. På vej ind i stuen fik jeg kvalme og gik sporenstregs ind i soveværelset, hvor jeg stillede maden fra mig på natbordet og lagde mig ind under dynen igen. Lidt senere stod jeg, stædig som jeg er, ud af sengen igen, for det her ku da ikke passe? Men jo det sejlede for mig og jeg var ved at kaste op. Det her mindede for meget om tiden efter operationen og jeg tænkte straks på om der kunne være noget med øret. Jeg nægtede at tage CI på, selvom jeg ikke havde ondt, men dårlig det var jeg.
I dag har jeg det langt bedre og jeg har fået en tid på Gentofte(eller CI-tofte som nogen er begyndt at kalde det) til kontrol hos en CI–læge for en sikkerhedsnåls skyld. Jeg har også fået mod på at tage CI på igen, men mest fordi jeg har fået løftede pegefingre om ikke at tage det af for længe ad gangen, da det ville være at gå mange skridt tilbage. Flere spørger om jeg sover med CI på om natten, men det gør jeg ikke. Det er for besværligt, apparatet falder nemt af og den mindste bevægelse mod hovedpuden larmer ganske enkelt for meget. Nej, CI ´en ligger godt og varmt til rette i en dertil specielt indrettet tørrekasse med varmelys og ventilation. Jeg håber det var et enkelt tilfælde af et svimmelhedsanfald, som ikke har tænkt sig at komme retur. Det er dejligt at være oppegående igen, og jeg vil forsigtigt fylde min mave og få lavet noget arbejde via webmail. Det blæser udenfor og jeg tror jeg kan høre det som en susen, men et eller andet sted er der også en hammer, så spørgsmålet er om ikke det snarere er en boremaskine eller noget i den stil jeg hører?

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Kære Anita
Jeg har her i aften læst din historie ud i een køre. Nej hvor er den spændende og velskrevet. Den bør blive til en bog hen ad vejen, men det har du sikkert også en tanke om?
Man har hørt, CI-opr og det der kommer senere er meget forskelligt fra person til person. Jeg er tæt op af flere der har fået operationen, men har på intet tidspunkt fået en så fyldig beretning. Og så forstår man jo mere!
Tak for synet, jeg vil følge dig og din historie!
Knus fra Bodil

Anonym sagde ...

Hej Anita.

Spændende læsning! Det er fedt at få den subjektive vinkel på fortællingen. Jeg vender snart tilbage.

Vi ses.